Saône, biflod til Rhône i Østfrankrig; 482 km. Saône udspringer SV for Épinal i det sydvestlige Lorraine og løber gennem Bourgogne, indtil den i Lyon optages i Rhône. Da afvandingsområdet har rigelig nedbør året rundt, og flodens fald er beskedent, er den sejlbar og har historisk spillet en vigtig transportmæssig rolle, som i 1800-t. blev udvidet gennem kanalforbindelser til flere andre floder, bl.a. Rhinen og Seinen.