Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bretagne

Oprindelige forfattere EiCh, HBjOE og HMoer Seneste forfatter Redaktionen

Bretagne.

Bretagne.

/@api/deki/files/3453/=ud_a_35246.mp3?revision=2

Bretagne, administrativ region i Nordvestfrankrig, 27.208 km2, 3,26 mio. indb. (2013).

Regionen udgør en ca. 250 km lang og indtil 150 km bred halvø, der strækker sig ud i Atlanterhavet mellem Den Engelske Kanal og Biscayen og omfatter departementerne Côtes d'Armor, Finistère, Morbihan og Ille-et-Vilaine. Rennes er regionshovedstad.

Befolkning og erhverv

I Bretagne bor Frankrigs største sproglige minoritet efter den tysktalende i Alsace, bretoner; hen ved 200.000 indb. vest for en linje mellem Vannes og St.-Brieuc taler det keltiske sprog bretonsk. Halvdelen af befolkningen bor i en smal zone langs kysten og omkring Rennes.

Annonce

Før 2. Verdenskrig var Bretagne en økonomisk tilbagestående region; siden har lokale initiativer resulteret i en kraftig økonomisk udvikling, som er blevet støttet af staten og af EU. Den tidligere kraftige afvandring er næsten ophørt. Regionen er en af Frankrigs største producenter af okse- og svinekød, mælk og fjerkræ, især høns og æg; produktionen af svin og høns er stærkt industrialiseret og baseret på importerede foderstoffer. Brugene er små, og en forholdsvis stor andel af de erhvervsaktive er beskæftiget ved landbrug. Produktion, forarbejdning og afsætning er i høj grad organiseret i kooperativer. Bretagne har desuden en stor produktion af grøntsager (artiskokker, blomkål, læggekartofler, jordbær og tomater), fortrinsvis langs kysten. Bretagne havde tidligere et varieret bocagelandskab, dvs. små brug og små marker adskilt af levende hegn. Siden 1960'erne er der i vid udstrækning sket en sammenlægning til store marker og brug.

Fiskeriet er alsidigt, og mere end halvdelen af Frankrigs fangst landes i regionens havnebyer. Bortset fra St.-Malo sker fiskeriet fra sydkysten, hvor langt det meste landes i Lorient, Concarneau og Guilvinec. Desuden findes omfattende opdræt af østers og muslinger.

Såvel landbrugets som industriens produktion er overvejende rettet mod hjemmemarkedet; de mange havne har næsten kun betydning for fiskeriet og for import af brændstof og foderstoffer. Fødevareindustrien er omfattende og den største i Frankrig efter Parisområdets. Større virksomheder findes kun i Rennes, bl.a. en bilfabrik (Citroën). Byerne langs nordkysten har elektronikindustri; Brest og Lorient har rustningsindustri. Brest er desuden en vigtig flådebase. Regionen har højhastighedstog langs nordkysten til Brest og langs sydkysten til Quimper, hvilket har modvirket følgerne af den perifere beliggenhed. Turismen er omfattende og næsten udelukkende knyttet til kystområderne.

Naturforhold

Regionen omfatter en stor del af en eroderet bjergkæde af granit og gnejs, Det Armorikanske Massiv, og når i Monts d'Arrée i nordvest op i 391 m. Jordbunden er udvasket og ikke særlig frugtbar. Den ca. 1100 km lange klippekyst er stærkt fliget med talrige fjorde, en såkaldt riaskyst, stedvis afbrudt af sandstrande med mange naturlige havne. Klimaet er oceanisk med milde vintre, (4-7 °C), og ret kølige somre med 16-18 °C; frost er sjælden. Nedbøren er 700-1100 mm årlig, rigeligst mod vest. Kun 10% er skov; 70% er landbrugsareal, og resten er hede, især i de centrale dele.

Historie

Bretagnes mange stendysser og mærkelige opretstående bautasten (menhirs), hvoraf der alene i Carnacområdet findes 3000, viser, at området har været centrum for en omfattende stenaldercivilisation med stor teknisk kunnen — nogle sten vejer 350 t — og med betydelige resurser til disposition for høvdinge og præsteskab. Indvandrende gallere gav i oldtiden området navnet Armorica, 'Kystlandet'. I 56 f.Kr. erobrede Cæsar landet, der imidlertid aldrig for alvor blev romaniseret.

I anden halvdel af 400-t. indvandrede en betydelig mængde britiske keltere på flugt fra germanske angelsaksere, som havde invaderet England. Disse briter gav landet navnet Brittany eller Bretagne. Mange sagn førte de med sig fra De Britiske Øer, og handlingen i sagnet om kong Arthur og ridderne om det runde bord, om troldmanden Merlin og om Tristan og Isolde kan lige så godt foregå i Bretagne som i England. Bretagne er stadig usædvanlig rig på keltiske traditioner.

Fra 479 var Bretagne formelt under merovingernes kontrol, men et stærkt klandelt keltisk aristokrati, der ejede store gårde og mange slaver, var dog som oftest i stand til at opretholde en reel uafhængighed af Frankrig. I disse århundreder kristnedes Bretagne af britiske missionærer, men den bretonske kristentro bevarede et meget stærkt islæt af hedenske traditioner, som i visse områder har holdt sig helt op i moderne tid.

I midten af 800-t. samledes magten i Bretagne under grev Nomenoe, som gjorde landet uafhængigt af de franske konger, og hvis efterfølgere var i stand til at forsvare området mod hyppige vikingeoverfald. Fra midten af 900-t. og i 1000-t. måtte greverne af Bretagne kæmpe dels mod oprørske vasaller, dels mod et stadig mere magtfuldt Normandiet. I 1100-t. måtte Conan 4. bede den engelske konge Henrik 2. om hjælp til at knuse et indre oprør. Til gengæld måtte han gifte sin datter Constance med Henriks søn Geoffrey i 1166. Plantagenetslægtens magt i Bretagne blev dog kortvarig, idet Geoffreys søn Arthur myrdedes i Rouen i 1203. Hans halvsøster Alice blev i 1213 gift med Peter Mauclerc, greve af Dreux, og dennes efterkommere regerede Bretagne med stor dygtighed indtil 1341, da mandslinjen uddøde.

I den efterfølgende periode var Bretagne som oftest uafhængig af den franske kongemagt og neutral i de mange krige mellem Frankrig og England. I 1488 døde hertug Frans 2., og hans eneste livsarving, datteren Anne af Bretagne, blev i 1491 tvunget til at gifte sig med den franske konge Karl 8. og efter dennes død med efterfølgeren Ludvig 12. i 1499. Officielt blev Bretagne som det sidste af de store kronlen i 1532 indlemmet i Frankrig, men beholdt dog helt frem til Den Franske Revolution eget parlament og egne love og særrettigheder. Under Revolutionen var Bretagne på kongens side, og der udspilledes i 1790'ernes begyndelse en alvorlig borgerkrig der.

Mht. den efterfølgende periode, se bretoner.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eigil Christiansen, Hans Bjørn, Henning Mørch: Bretagne i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=50861