• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Korsika

Oprindelige forfattere AHyll, AKnu, JeCa, MHers og SIll Seneste forfatter Redaktionen

Korsika, hovedbyen Ajaccio.

Korsika, hovedbyen Ajaccio.

Korsika, fransk ø i Middelhavet ca. 160 km fra den franske Riviera og mod syd adskilt fra Sardinien af det 12 km brede Bonifaciostræde; 8680 km2, ca. 320.200 indb. (2013). Administrativt har Korsika status som region og er delt i to departementer, Haute-Corse med hovedbyen Bastia og Corse-du-Sud med hovedbyen og regionshovedstaden Ajaccio.

Natur. Korsika domineres af stejle og svært tilgængelige bjerge med Monte Cinto mod NV som det højeste (2706 m). Størstedelen af bjergområdet består af nederoderede granitter fra hercyniske foldebjerge, der siden er blevet hævet og gennemsat af talrige forkastninger. Mod øst findes alpint foldede skifre fra Jura. De højeste bjergtoppe var under istiden gletsjerdækkede. I højder mellem 600 m og 1100 m findes skove (i alt dækkende ca. 1/5 af øen) med bl.a. kastanje, korkeg og bøg. Under 600 m er en del af de oprindelige skove ved rovhugst og overgræsning omdannet til en uigennemtrængelig 2-3 m høj maki af stærkt duftende buske som fx myrte, laurbær og jordbærtræ. Vestkysten er stejl og fliget med mange bugter. Østkysten er lav og lige med smalle kystsletter.

Klimaet er udpræget mediterrant med milde regnrige vintre og varme og, især mod syd, tørre somre. I bjergene er der generelt køligere og mere nedbør.

Annonce

Befolkning. Befolkningstallet var i slutningen af 1800-t. over 275.000, men faldt til ca. 175.000 omkring 1960; herefter er det atter steget. Der findes eksempler på, at folketællingerne er blevet forfalsket for med et højere befolkningstal at opnå større tilskud fra den franske stat. Tilbagegangen i befolkningen skyldes fraflytning, især fra de indre dele af øen, til fastlandet, hvor korsikanerne traditionelt har været stærkt repræsenteret i embeder inden for den offentlige sektor. En betragtelig del af øens befolkning er pensionister, der er vendt tilbage efter et arbejdsliv på fastlandet;

Erhverv. Erhvervsudviklingen på Korsika er meget sparsom bortset fra lokal handel og service, og kun få arealer er opdyrket, i alt ca. 2%, som er koncentreret ved kystsletten, hvor der dyrkes frugt og grøntsager, vin, citrusfrugter og oliven. I højlandet er der hyrdedrift med får og geder og produktion af ost. Den beskedne industri knytter sig til forarbejdning af landbrugsprodukterne, fx mejerier. Kun turismen har fra 1960'erne været i betydelig vækst, bl.a. fremmet gennem oprettelsen af en stor regional naturpark i bjergene. Herudover holdes økonomien oppe af store stats- og EU-tilskud og af de pensioner, som hjemvendte ældre korsikanere bringer med sig. Halvdelen af befolkningen bor i Ajaccio og den erhvervsmæssigt vigtige Bastia, hvortil også hovedparten af færge- og flyruterne fra Nice og Marseille går. Den interne trafik på Korsika er stærkt hæmmet af de vanskelige terrænforhold. I 1981 oprettedes et lille universitet i Corte.

Korsika. Graffiti på korsikansk med betydningen 'FLNC. Frihed for patrioterne. Ud med franskmændene'. Korsikansk er en italiensk dialekt, jf. standarditaliensk Libertà per i patrioti. Fuori i francesi. Indskriften kan have sammenhæng med bombeattentater i april 1994, udløst af fængslingen af 14 medlemmer af FLNC. Fotografi fra Ajaccio, 1994.

Korsika. Graffiti på korsikansk med betydningen 'FLNC. Frihed for patrioterne. Ud med franskmændene'. Korsikansk er en italiensk dialekt, jf. standarditaliensk Libertà per i patrioti. Fuori i francesi. Indskriften kan have sammenhæng med bombeattentater i april 1994, udløst af fængslingen af 14 medlemmer af FLNC. Fotografi fra Ajaccio, 1994.

Sprog

Fransk har været officielt sprog på Korsika siden 1769. Desuden tales korsikansk, lu gorsu, en toscanskbaseret italiensk dialekt. Korsikansk er anerkendt af den franske regering som selvstændigt sprog; korsikanerne er således generelt tosprogede, i fransk og korsikansk. Et mindretal taler desuden den norditalienske dialekt ligurisk.

Historie

De ældste spor af menneskelig tilstedeværelse på Korsika er fra 7000-t. f.Kr. Omkring 560 f.Kr. indledte grækere fra Fokaia koloniseringen af øen med grundlæggelsen af Alalia (nuv. Aléria) midt på østkysten. Grækerne blev fordrevet af etruskere med hjælp fra Karthago allerede ca. 30 år senere, og fra begyndelsen af 200-t. f.Kr. kom øen under Karthagos herredømme. Rom erobrede Korsika i 238 f.Kr., kort efter ophøret af 1. Puniske Krig, og i 227 f.Kr. blev øen sammen med Sardinien gjort til romersk provins. Den romerske kontrol med det bjergrige indre var meget svag, og kun på østkysten blev få byer grundlagt; romaniseringen af Korsika forblev beskeden, og bl.a. filosoffen Seneca blev forvist til øen i 100-t. e.Kr. I romersk tid var eksportartiklerne primært skibstømmer, honning og kvæg.

Romerrigets svækkelse i vest førte til talrige overfald på øen fra bl.a. vandalerne, som fordrev romerne i 455.

I 500-t. blev Korsika kristnet. Pavestolen, som hævdede at have arvet den romerske overhøjhed over øen, overlod i 1078 forvaltningen til Pisa. I 1347 overtog genoveserne øen. Deres styre var dog ikke særlig effektivt, og de følgende århundreder var præget af gentagne oprør, det alvorligste i 1550'erne; det blev ledet af Sampiero Corso og støttedes af Frankrig. Et langvarigt oprør, som brød ud i 1729, afsluttede den genovesiske periode og førte til vedtagelsen i 1755 af den første republikanske forfatning af demokratisk tilsnit i Europas nyere tid. Corte-forfatningens hovedmand, Pasquale Paoli, betragtes i dag som den korsikanske nations grundlægger.

I 1768-69 erobrede franske tropper Korsika, Paoli blev landsforvist, og en hårdhændet pacificeringspolitik fulgte. Med Den Franske Revolution i 1789 kom Paoli igen til ære og værdighed. Den franske Nationalforsamling vedtog samme år på korsikanernes egen anmodning at optage øen i det franske rige. Under Rædselsherredømmet i 1793 anmodede Paoli briterne om at overtage øen, men i 1796 erobredes den af Napoleon Bonaparte, som i øvrigt selv var korsikaner.

Op gennem 1800-t. var Korsika præget af lovløshed, afvandring og økonomisk elendighed. Fejder mellem privatpersoner og mellem private og myndighederne antog karakter af veritable krige, og mange banditter levede ugenert i bjergenes maki: I 1800-t.s sidste halvdel blev banditterne ligefrem en slags turistattraktion.

Korsika.

Korsika.

1. Verdenskrig markerede et vendepunkt for Korsika. Ca. 15.000 korsikanere faldt i Flandern, og hjemme på øen gik banditterne ind i næringslivet. I 1920'erne opstod en kulturel genrejsningsbevægelse, corsismen, der krævede autonomi og anerkendelse af det korsikanske sprog. Det blev antaget for en proitaliensk bevægelse, og de franske myndigheder slog hårdt ned på corsisterne. Under 2. Verdenskrig blev italienske tropper på Korsika imidlertid mødt af voldsom modstand, og i 1943 blev Korsika det første befriede franske territorium.

Den korsikanske økonomi var svag efter krigen. Først indvandringen efter 1962 af et stort antal franske flygtninge fra Algeriet medførte statslig støtte til udvikling af næringslivet. I kølvandet på studenteroprøret i 1968 opstod den korsikanske selvstændighedsbevægelse FLNC (Front de la Libération Nationale Corse), som skulle blive en af Europas mest livskraftige væbnede selvstændighedsbevægelser.

Forsøg i 1980'erne på at give Korsika regionalt selvstyre strandede på en forbitret strid om det korsikanske sprogs status; først i 1991 blev det anerkendt som minoritetssprog, og det regionale parlament begyndte at fungere. Uroen fortsatte dog med uformindsket kraft. Uenighed mellem stridende fraktioner af selvstændighedsbevægelsen førte i 1990'erne til et stort antal drab, og talrige økonomiske skandaler involverede de franske myndigheder. I 1998 fik Korsika status som frihandelszone med specielt begunstiget næringsliv.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Adam Hyllested, Anne Knudsen, Jesper Carlsen, Michael Herslund, Sven Illeris: Korsika i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=110323