Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Grenoble

Oprindelige forfattere EiCh og GIll Seneste forfatter Redaktionen

Grenoble.

Grenoble.

Grenoble, by i De Franske Alper, 90 km SØ for Lyon; ca. 160.200 indb. (2013). Grenoble er en industri- og serviceby med en stor uddannelses- og forskningssektor samt administrationsby for departementet Isère. Grenoble var værtsby for vinter-OL i 1968.

I slutningen af 1800-t. blev vandkraft basis for en alsidig industrialisering, og et samarbejde mellem forskningsinstitutioner og private virksomheder var medvirkende til kraftig vækst efter 1945. I dag er elektronikindustrien dominerende. Universiteterne og de andre højere læreanstalter i området har tilsammen ca. 62.000 studerende (2015), og forskning og produktion er blandt andet knyttet til elektronikindustri og kernekraft. I 1956 oprettedes et center for kerneforskning i tilknytning til de franske kernekraftmyndigheder, og i 1972 anlagdes forskerparken ZIRST, Zone pour l'innovation et les réalisations scientifiques et techniques (i 2005 navneændring til Inovallée), som alene beskæftiger 12.000 mennesker (2015), især inden for IT, robotforskning og digitale teknologier. I 1976 blev den statslige teleforskning placeret i byen. Mange private virksomheder, bl.a. Hewlett-Packard, har forskningsafdelinger i byen.

Det offentlige transportnet er udbygget med hurtigsporvogne, og Grenoble er velforsynet med motorveje og tog, bl.a. højhastighedstog til Paris via Lyons lufthavn.

Annonce

Byen breder sig Y-formet i tre dybe, brede dale. Den gamle bykerne, der er det nuværende center, ligger i Y'ets centrum på Isères sydlige bred. Byens sydlige og nordvestlige gren er præget af industrizoner og beboelseskvarterer, mens den nordøstlige gren er villabebyggelse. En ny bydel, Europole, et højhusbyggeri overvejende med kontorer, er under opbygning vest for bykernen.

I den gamle del af byen omkring Place Grenette findes flere bygninger fra middelalder og renæssance, bl.a. den romanske kirke Saint-Laurent (senere ombygget) med krypt fra 600-t., katedralen Notre-Dame fra 1100-1200-t. og justitspaladset fra 1400-1500-t. Blandt museerne kan nævnes et stort og righoldigt kunstmuseum, provinsmuseet Musée Dauphinois og et museum for forfatteren Stendhal, der er født i Grenoble.

I senantikken hed byen Gratianopolis efter den romerske kejser Gratianus. Den hørte i begyndelsen af middelalderen til hertugdømmet Burgund og blev indlemmet i Frankrig i 1349 sammen med resten af Dauphiné. I 1790 blev Grenoble hovedby i departementet Isère. Under 2. Verdenskrig husede byen en stærk modstandsbevægelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eigil Christiansen, Gerd Illeris: Grenoble i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=85824