Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Glanum

Oprindelige forfattere HHors og MeHa Seneste forfatter Redaktionen

Glanum, antik by med betydelige arkæologiske levn syd for Saint-Rémy-de-Provence i Frankrig. Oprindelig lå her en keltisk-ligurisk helligdom for guden Glan. I slutningen af 200-t. f.Kr. anlagde grækere fra Massalia (nuv. Marseille) en by nær helligdommen; ca. 100 år senere blev den erobret af romerne, og i de følgende århundreder oplevede Glanum en blomstringstid. I 270 blev byen plyndret af germanerne.

Der er bevaret rester af hellenistiske beboelseshuse, offentlige bygninger og helligdomme fra den senrepublikanske periode. En del af dem måtte i kejsertiden vige pladsen for forum, basilika og helligdomme; samtidig opførtes rigt udstyrede privathuse og et badeanlæg. Umiddelbart uden for bymuren findes en triumfbue og "Juliernes Mausoleum"; begge er opført i tidlig kejsertid af lokal kalksten og prydet med relieffer.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helle Winge Horsnæs, Merete Harding: Glanum i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=84272