Frankrig - geografi

Oprindelig forfatter GIll Seneste forfatter Redaktionen

Dordogne Gageac, Sydfrankrig.

Dordogne Gageac, Sydfrankrig.

Frankrig er administrativt inddelt i 13 regioner, 96 departementer og knap 35.756 kommuner, som er langt mindre end de danske. Frankrig har desuden fem departementer uden for Europa, Guadeloupe, Martinique, Fransk Guyana, Réunion og Mayotte, foruden de løsere tilknyttede områder, Saint-Pierre og Miquelon, nogle øer ved Antarktis, Ny Kaledonien, Fransk Polynesien samt Wallis og Futuna. Denne artikel omhandler det europæiske Frankrig, France métropolitaine.

Naturforhold

Det stærkt varierede franske landskab kan inddeles i gamle hercynisk foldede grundfjeldsområder, Det Armorikanske Massiv, Centralmassivet, Vogeserne og Korsikas bjerge, i unge alpine foldekæder, Alperne, Jurabjergene og Pyrenæerne, samt store sedimentbassiner, Pariserbassinet og Det Aquitanske Bassin. Den brede Saôneslette med fortsættelsen i Rhônedalen adskiller Jurabjergene og De Franske Alper, der har landets og nogle af Europas højeste bjergtoppe (Mont Blanc 4807 m, Barre des Écrins 4102 m), fra Centralmassivets nedslidte højslette, der langs østranden er presset op i forbindelse med den alpine foldning. Østranden danner Cevennerne, de højeste dele af det hercyniske Frankrig.

De store floder, Seine, Loire og Garonne, der løber til Atlanterhavet, og Saône-Rhône-flodsystemet, der løber til Middelhavet, afvander tilsammen 70% af landet; NØ-Frankrig afvandes af Rhinen. Seine, Loire og Garonne har lange, tragtformede mundinger til Atlanterhavets tidevandskyster, mens Rhône munder ud i et delta. Loire er med sine 1012 km landets længste flod, mens Rhône med en vandføring på 1800 m3/s ved udløbet er langt den vandrigeste. Garonne har sit udspring i Pyrenæerne og kan forårsage store oversvømmelser om foråret, når snesmeltning og kraftige regnskyl falder sammen. Floderne har fra oldtiden til begyndelsen af 1900-t. været vigtige kommunikations- og transportveje og er forbundet med adskillige kanaler, der især blev udbygget under industrialiseringen i sidste halvdel af 1800-t. Kanalerne har i dag overvejende turistmæssig betydning.

Annonce

Klima. Størstedelen af Frankrig har tempereret klima med gennemsnitstemperaturer i januar på 1-6 °C og 17-22 °C i juli. Middelhavskysten og den sydlige del af Rhônedalen til Montélimar har subtropisk klima med 6-9 °C i januar og 22-23 °C i juli. Nedbøren, der hovedsagelig falder i forbindelse med frontpassager fra Atlanterhavet, er rigelig i de nordvestlige dele af Frankrig og på bjergområdernes vestvendte sider. Det mediterrane klima er karakteristisk ved mange solskinstimer, varme, tørre somre — op til tre måneder uden regn — og milde, korte vintre med nedbør, idet frontpassagerne trækker sydover. Lavtryk, der dannes ud for Middelhavskysten, forårsager ofte vinde fra nord, fx tramontanen i Languedoc og mistralen, der er en heftig, tør vind, som fejer sydpå gennem Rhônedalen og blæser overfladevand bort, så koldt bundvand vælder op langs Middelhavskysten. Atlanterhavskysten har milde vintre, der betinger en lang vækstsæson, og kølige somre. Pariserbassinet har varme og ret tørre somre, hvilket er gunstigt for områdets landbrug. Længere østpå er klimaet mere fastlandspræget.

Frankrig. Sandklitten Archachon i Sydfrankrig er Europas største.

Frankrig. Sandklitten Archachon i Sydfrankrig er Europas største.

Vegetation. Op mod en fjerdedel af Frankrig er skovdækket. I den tempererede zone dominerer eg, i kyst- og bjergegnene, hvor nedbøren er rigeligere, bøg, og i selve bjergene nåleskov. Skovene er påvirket af menneskets indgreb, men kun få områder har rationel skovdrift. Frankrigs største skov, der består af fyr, blev i 1800-t. plantet på magre jorder i Les Landes i Det Aquitanske Bassin. I Middelhavsområdet har rovhugst, overgræsning og erosion forvandlet den oprindelige skov til stedsegrøn buskvegetation, maki, eller den magrere garrigue, som er uden økonomisk værdi, men rummer mange plantearter.

Befolkning

Frankrigs befolkning udgør i 2006 omkring en tiendedel af Europas (ekskl. Ruslands) samlede befolkning. I begyndelsen af 1300-t. var hver tredje europæer franskmand, Rusland fraregnet, men fra slutningen af 1700-t. til 1940 var landets befolkningsudvikling med få undtagelser ekstremt lav. Først efter 1940 har tilvæksten i store træk fulgt det øvrige Europas, og efter en stigning i fertiliteten til næsten to børn pr. kvinde tilhører Frankrig nu den lille gruppe af rige, vesteuropæiske stater, der har et fødselsoverskud på 3-5 promille (2006). Ifølge en prognose vil landet være EU's folkerigeste ved år 2050. Ud over Parisområdet er landets periferi tættest befolket, særlig tæt i de nordvestligste egne og Middelhavskysten. Et meget tyndtbefolket bælte strækker sig fra Champagne i nord over Midtfrankrig til Pyrenæerne. I modsætning hertil var hele landet tæt befolket i middelalderen, hvorfra det tætte netværk af kommuner stammer. Indvandrere er siden 1945 især kommet fra Algeriet, Marokko og Tunis (Maghreblandene) og fra Portugal; tidligere kom de største indvandrergrupper fra Belgien, Italien, Spanien og Polen. Indvandrerne har især bosat sig i de store byer, alene 40% bor i Paris, i de nordlige industriområder og ved Middelhavskysten. Arbejdsløshed er udbredt blandt indvandrere, og racisme er blevet et stigende problem. Siden et indvandringsstop blev indført i 1974, er mange kommet illegalt, især fra Nordafrika.

Byerne

Tre fjerdedele af befolkningen bor i byer med over 2000 indbyggere. Paris har foruden sine hovedstadsfunktioner servicefunktioner for et opland i en radius af 250-300 km. Andre storbyer med betydning i et større område ligger alle perifert i landet. Lyon, Marseille, Lille, Bordeaux, Toulouse, Strasbourg, Nantes og Nancy fik i 1960'erne status som "ligevægtshovedstæder" (métropoles d'équilibre) og opnåede i kraft heraf særlige statstilskud og privilegier som led i en decentraliseringspolitik. En stor del af de franske byer eksisterede allerede i romersk tid, hvor de blev anlagt ved flodovergange og kyster. I middelalderen blev adskillige byer grundlagt især af forsvarshensyn; kun få af dem har betydning i dag. Fra perioden 1500 til 1800 stammer nogle få havnebyer, og i 1800-t. opstod flere minebyer. I 1900-t. er der bygget ni "nye byer", hvoraf de fem ligger som aflastningscentre omkring Paris. Byernes indbyrdes størrelsesforhold var stabilt frem til midten af 1800-t. med undtagelse af Paris, der voksede hurtigere end de andre store byer. Fra midten af 1800-t. til midten af 1900-t. medførte industrialiseringen en stigende urbanisering især i Paris og i Nord- og NØ-Frankrig. 1950-75 voksede de store byer med over 50.000 indb. mest. Siden har væksten i de små byer relativt været størst, navnlig i Syd- og SØ-Frankrig, samtidig med at væksten i Paris har været stagnerende.

Energi

Frankrig er for halvdelens vedkommende selvforsynende med energi, idet næsten al olie og naturgas importeres. Af landets samlede energiforbrug (2005) udgør olie 33%, naturgas 15%, kul 5% og primær elproduktion (især kernekraft og vandkraft) 43%. De fleste af landets regioner er forsynet med kernekraftværker, og der er foretaget en kraftig udbygning af denne sektor siden 1973. 75% af landets elproduktion stammer fra kernekraft; det er den største andel i verden, og mængden overgås kun af USA. Uranbrændsel indvindes fra franske uranlejer i Vendée og Centralmassivet og importeres desuden fra Gabon og Niger. Brugt kernebrændsel behandles på verdens største oparbejdningsanlæg, La Hague, ved Den Engelske Kanal. Vandkraft stammer fra værker langs Rhinen, i Alperne og i Pyrenæerne.

Erhverv

Landbrug

Frankrig er EU's største landbrugsland målt i produktions- og eksportværdi. Som i andre lande er beskæftigelsen i den primære sektor (landbrug mv.) stadig faldende (4% af de erhvervsaktive i 2005) trods stor politisk bevågenhed over for erhvervet. I forbindelse med den store udvidelse af EU i 2004 er de kostbare tilskud til Frankrigs bønder dog skåret noget ned. Denne proces har endnu en gang vist de franske bønders risikovillighed i form af dramatiske demonstrationer. Landbrugets problemer forstærkes af BSE-epidemien (se kogalskab), der har sat spørgsmålstegn ved produktionsformerne i husdyrholdet. Frankrigs landbrugsproduktion er nogenlunde ligeligt fordelt mellem animalske og vegetabilske produkter. Landet har Europas største kødproduktion samt et stort Kvæg-, svine- og fjerkræhold og er efter USA og Australien verdens tredjestørste eksportør af hvede (2001). Kvægbrug dominerer i Centralmassivet (især kødkvæg), Basse-Normandie, Bretagne, Jurabjergene og Alperne. Især mod syd findes betydelige fårehold. Store brug med udstrakte hvedemarker er dominerende i Pariserbassinet, hvor halvdelen af Frankrigs hvede dyrkes i skifte med bl.a. andre kornarter, sukkerroer og solsikker. Majs dyrkes over næsten hele Frankrig og sukkeroer især på de frugtbare jorder mellem Seinen og den belgiske grænse. Grøntsagsdyrkning finder sted langs Bretagnes kyster, i Loiredalen og navnlig i Middelhavsområdet, hvor der dyrkes under glas hele året. Nordgrænsen for vindyrkning går SV-NØ gennem Paris. 70% af kvalitetsvinene eksporteres, først og fremmest fra Bordeaux, Bourgogne og Champagne. Hverdagsvine produceres især i Languedoc. Frankrig er verdens største producent af sukkerroer og vin (2001).

Det franske landskab er præget af dyrkningssystemer, der i vid udstrækning opstod i middelalderen: Bocage-systemet, hvor gårdene ligger spredt, og markerne er afgrænset af levende hegn, er især karakteristisk for småbrug og kvægdrift og præger bl.a. Nordvestfrankrig og Centralmassivet. Openfield-systemet er især karakteristisk for Pariserbassinets frugtbare jorder med store brug, hvor bønderne tidligere var fælles om dyrkningen af markerne, der lå omkring samlede landsbybebyggelser.

Fiskeri

Fiskeriet er domineret af kystfiskeri efter tun og sardiner. Desuden foregår en del skaldyrsfiskeri langs Bretagnes kyster, hvor der også findes opdræt af østers. Hovedparten landes i havnene på Bretagnes sydkyst samt i Boulogne-sur-Mer ved Den Engelske Kanal. Sète er Middelhavskystens vigtigste fiskerihavn. Frankrigs fiskeproduktion udgør 13 kg pr. indb. og dækker langt fra behovet.

Industri

Frankrig blev i 1800-t. industrialiseret i et lavere tempo og i mindre grad end de øvrige nordvesteuropæiske lande. Industrien udvikledes især NØ for en linje mellem Seinens og Rhônes udløb, knyttet til kulminerne i Lorraine og Centralmassivet og til de nu lukkede miner med jernmalm i Lorraine. Endnu findes 75% af landets industribeskæftigelse i det nordøstlige Frankrig. Alle de store brancher, elektrisk og elektronisk industri, kemisk industri, maskin- og tekstilindustri, har deres tyngdepunkt der. Industrien i det vestlige Frankrig er især knyttet til byerne Nantes, Saint-Nazaire, Bordeaux og Toulouse. Fødevareindustrien findes jævnt fordelt i hele landet. Frankrig har en betydelig bil-, fly- og militærindustri. Fx produceres flytypen Airbus i Toulouse i samarbejde med flere europæiske lande. Den franske bilindustri producerer årligt ca. 3,3 mio. personbiler og knap 1/2 mio. lastbiler og er koncentreret i virksomhederne Renault samt Peugeot-Citroën i samarbejde med Chrysler France. De vigtigste industricentre er Paris med især højteknologisk industri med stor værditilvækst og med tæt tilknytning til forskning og Lyon, der har kemisk industri foruden tekstil- og metalindustri. Ligesom i den primære sektor (landbrug mv.) er beskæftigelsen i den sekundære sektor (industri, håndværk, byggeri mv.) faldende; den udgjorde i 2005 23% af de erhvervsaktive.

Service

Servicesektoren er vokset kraftigt siden begyndelsen af 1980'erne og rummer bl.a. stor eksport af teknisk knowhow. De mest specialiserede tjenesteydelser er koncentreret i Paris, som sammen med Middelhavskysten, især Rivieraen (Côte d'Azur), er Frankrigs vigtigste turistmål. Frankrig besøges af 75 mio. turister om året (2005), flere end noget andet land. Den offentlige service er veludbygget. En stor del af landets forskning foregår uden for universiteterne. Fornyelsen i virksomhederne søges fremmet gennem oprettelse af forskerparker (technopôles) ved de fleste større byer; her ligger universitet, forskningscentre og avanceret industri samlet. Eksempler er Sophia-Antipolis nær Nice og Z.I.R.S.T. nær Grenoble. Transportsystemet er udbygget med et tæt net af motorveje og jernbaner samt lufttrafik. Fra 1980'erne er der foretaget store investeringer i højhastighedstog (TGV, Trains à Grande Vitesse), der med transporthastigheder på 270-300 km/h forbinder Paris med SØ- og Ø-Frankrig, de atlantiske regioner, Belgien, Holland, Tyskland, Schweiz, Italien samt Storbritannien via Kanaltunnelen. På ca. tre timer kan man fra Paris nå Marseille, Bordeaux, Amsterdam og London. Desuden er nye metroer udbygget i Paris og de største provinsbyer.

Frankrig. Lourdes i Sydfrankrig.

Frankrig. Lourdes i Sydfrankrig.

Oversigt over landsdelene

Frankrig er et varieret land, og geologi, klima, historie, kultur, erhvervs- og befolkningsforhold bidrager til, at hver egn har sit særpræg. Lægges hovedvægten på den økonomiske udvikling, var det i slutningen af 1800-t. til midten af 1900-t. almindeligt at skelne mellem det industrialiserede Nordøstfrankrig og det tilbagestående Sydvestfrankrig. Siden er den regionale udvikling blevet mere kompliceret, og fra omkring 1970 kan man sammenfattende tale om fem landsdele.

Parisområdet, dvs. regionen Île-de-France med tilgrænsende departementer, er præget af en befolkning med arbejde i Paris og af virksomheder, der indgår i Paris' erhvervsliv. Med et indbyggertal på ca. 13 mio. (2006) er Parisområdet Frankrigs befolkningsmæssige, trafikale, politiske, økonomiske og kulturelle centrum og har været det siden middelalderen, begunstiget af beliggenheden i Pariserbassinets frugtbare og let tilgængelige landbrugsområde. Paris er en af Europas største byer og i høj grad Frankrigs forbindelse til den øvrige verden. Hovedstaden dominerer landet inden for den overordnede og mest specialiserede service. Industrien er koncentreret om de mest kvalificerede og højtlønnede funktioner. Gennem 1800-t. og størstedelen af 1900-t. var Paris en magnet, der tiltrak en stor del af Frankrigs befolkning og økonomi, og byen var begunstiget af den politiske centralisering. Efter ca. 1970 har væksten i Paris og provinsen været mere lige.

Regioner
navnregionshovedstadindb. i mio. (2013)areal (km2)
Aquitaine-Limousin-Poitou-CharentesBordeaux5,884.060
Auvergne-Rhône-AlpesLyon7,869.711
Bourgogne-Franche-ComtéDijon2,847.784
BretagneRennes3,327.208
Centre-Val de LoireOrléans2,639.151
CorseAjaccio0,38680
Grand Est (Alsace-Champagne-Ardenne-Lorraine)Strasbourg5,657.433
Île-de-FranceParis1212.012
Languedoc-Roussillon-Midi-PyrénéesToulouse5,772.724
Nord-Pas-de-Calais-PicardieLille631.814
NormandieRouen3,329.907
Pays de la LoireNantes3,732.082
Provence-Alpes-Côte d'AzurMarseille531.400
D.O.M. Départements d'outre-mer (Departementer uden for Europæisk Frankrig)
Fransk GuyanaCayenne0,283534
GuadeloupeBasse-Terre0,41628
MartiniqueFort-de-France0,41128
MayotteDzaoudzi0,20,4
RéunionSaint-Denis0,82504
Kilde: INSEE

SØ-Frankrig omfatter Alperne, Rhônedalen og Middelhavskysten og er det område i Frankrig, der har den hurtigst voksende befolknings- og erhvervstilvækst. Økonomisk slutter tillige Toulouse med flyindustri sig til SØ-Frankrig. Den kraftige og stabile vækst siden 1970'erne skyldes flere faktorer. Rivieraen og Alperne har i kraft af klima, landskaber og byer en betydelig turisme, og mange pensionister, der kræver en omfattende service, bor ved Middelhavskysten. Disse funktioner har fra de oprindelige centre bredt sig til næsten enhver landsby i området. De samme områder tiltrækker et stort antal forskningsinstitutioner og vidensbaserede industri- og servicevirksomheder; det gælder især Grenoble, Nice (Sophia-Antipolis), Aix-en-Provence, Montpellier og Toulouse. Endelig er Lyon Frankrigs næstvigtigste center for serviceerhverv og har samtidig en betydelig industri, mens andre egne har intensiv frugt-, grøntsags- og blomsteravl. Forældede industrier i tilbagegang findes dog i Marseille, og Middelhavskysten plages desuden af dårlig betalt, sæsonsvingende beskæftigelse inden for turisterhvervene samt af en betydelig arbejdsløshed.

Vestfrankrig, der i det store og hele svarer til Det Armorikanske Massiv og de kystnære dele af Det Aquitanske Bassin, var indtil midten af 1900-t. stort set et landbrugsområde med små servicebyer og en omfattende afvandring. Derefter har en økonomisk opblomstring fundet sted: Landbruget er blevet moderniseret, og produkterne markedsføres overalt i EU; det gælder bl.a. grøntsagsavlen i Bretagne, som supplerer den klassiske vinavl ved Bordeaux og Cognac. Lokale håndværkstraditioner er udviklet og blevet til en industriel virksomhedskultur, fx i Vendée. Store koncerner har investeret i industri, fx i den nedre Loiredal og i Bordeaux. Turismen er desuden forøget langs Atlanterhavskysten.

De nord- og nordøstlige industricentre. Regionen Nord-Pas-de-Calais og den nordøstlige del af Lorraine udgjorde sammen med Paris tyngdepunkterne i Frankrigs erhvervsliv i midten af 1900-t. Efter en omfattende depression inden for sværindustrien siden 1960 er der tegn på fornyet erhvervsmæssig udvikling, der er fordelt på flere brancher. Især har Lille, som med Kanaltunnelen er blevet trafikalt centrum i den tættest befolkede del af EU, muligheder for udvikling inden for erhvervsservice. Tidligere var fremstillingen af jern og stål samt maskiner og stålprodukter i tilknytning til kulminerne dominerende, men netop som nye sværindustrier var blevet oprettet ved kanalhavnen i Dunkerque i 1960'erne, løb den vesteuropæiske sværindustri ind i stagnerende efterspørgsel og øget konkurrence fra mere moderne industri i andre dele af verden. Trægheden i organisationen og mangelen på nye initiativer hæmmede omstillingen, og produktionen og beskæftigelsen i disse sektorer dalede til en lille brøkdel af det tidligere niveau. Udvindingen af jernmalm er stoppet.

Midt- og Østfrankrig er den største og mest uensartede landsdel. Den strækker sig fra den indre del af Pyrenæerne og Det Aquitanske Bassin over Centralmassivet og Pariserbassinet, hvor den omringer Parisområdet, over Vogeserne, Jurabjergene og Rhinsletten til de i nord- og nordøst beliggende gamle industricentre. Mens Normandiet, Picardiet og Alsace er tætbefolket, taler man om en "tom diagonal" fra Pyrenæerne til Ardennerne. Det er da også i denne landsdel, at man finder den eneste af Frankrigs 22 regioner, der i 2004 havde direkte befolkningsnedgang: Champagne-Ardenne øst for Paris. Landsdelen er stort set et økonomisk stagnationsområde med undtagelse af Alsace. Baggrunden for stagnationen varierer; øst for skillelinjen fra Seine- til Rhônemundingen findes ældre industrier af meget forskellig karakter, som i nogle egne oprindelig var knyttet til lokale kul- og jernforekomster, fx omkring Le Creusot og i Saint-Étienne i Centralmassivet, eller til vandkraft. I andre områder er industrien knyttet til håndværk og knowhow, fx urfabrikationen i Jurabjergene, bildækindustrien i Clermont-Ferrand og tekstilindustrien i Mulhouse. Også havnene i Le Havre og Rouen har tiltrukket industri. Men disse spredte industrier har gennemgående haft svært ved at forny sig i 1900-t., og bortset fra Strasbourg findes der ikke større byer i området. Den sydvestlige del er overvejende landbrugsområde, præget af små brug. Manglen på større byer og på serviceudvikling har disse regioner tilfælles med Østfrankrig. I Pariserbassinets mellemstore byer blev der i 1960'erne med egnsudviklingsstøtte oprettet mange filialer af parisiske firmaer, men hovedparten af denne lavteknologiske industri er stagneret. Landbruget har imidlertid specialiseret sig i kornavl, men det giver ikke megen beskæftigelse. Den mest dynamiske del af landsdelen er Alsace, hvor både industri, især med udenlandske investeringer, service i Strasbourg, turisme og vinavl er i vækst. Vinavl og turisme er også et plus for Bourgogne. Lokalt håndværk dominerer i den sydlige del af Jurabjergene, mens Montbéliard i den nordlige ende præges af bilindustriens vekslende op- og nedture.

Læs mere om Frankrig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gerd Illeris: Frankrig - geografi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=79362