Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Colmar

Oprindelige forfattere A-MKK, EiCh og GIll Seneste forfatter Redaktionen

Byen Colmar, der ligger i regionen Alsace-Champagne-Ardenne-Lorraine, er kendt for sine bindingsværkshuse.

Byen Colmar, der ligger i regionen Alsace-Champagne-Ardenne-Lorraine, er kendt for sine bindingsværkshuse.

Colmar, by på Rhinsletten ved foden af Vogeserne i Nordøstfrankrig, 65 km syd for Strasbourg; ca. 68.000 indb. (2013).

Colmar er administrationsby for departementet Haut-Rhin og sæde for landsretten i Haut-Rhin og Bas-Rhin. Colmar er servicecenter for et tætbefolket opland og har en betydelig turisme; med sin beliggenhed midt i Alsaces vindistrikter har byen siden middelalderen været center for vinhandel. Colmar har talrige mindre virksomheder, ofte af udenlandsk oprindelse, inden for maskin-, tekstil- og fødevareindustri samt kemisk og grafisk industri.

Den gamle bykerne (1400-1700-t.) er velbevaret, smukt restaureret og vidner om byens tidligere velstand. Museet, Musée d'Unterlinden er indrettet i et dominikanerkloster fra 1200-t.; det rummer bl.a. Isenheimer Alteret med alterfløje udført af Matthias Grünewald, et af Europas betydeligste kunstværker fra 1500-t.

Annonce

Colmar er nævnt under karolingerne i 800-t. Den blev direkte underlagt kejseren som rigsstad i 1226 og fik købstadsrettigheder i 1278.

Under Trediveårskrigen blev Colmar i 1632 besat af svenskerne. I 1673 erobrede Ludvig 14. byen, som derpå blev genkatoliceret. Fra 1790 var Colmar hovedstad i departementet Haut-Rhin; 1871-1918 og under 2. Verdenskrig var byen som hele Alsace underlagt tysk herredømme.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne-Marie Krog Kristensen, Eigil Christiansen, Gerd Illeris: Colmar i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=58124