Chaumont, by i Nordøstfrankrig 100 km SV for Nancy; ca. 22.600 indb. (2013). Byen ligger strategisk på et plateau, der skiller Marne fra den lille biflod la Suize; den er administrationsby for departementet Haute-Marne og et lokalt servicecenter samt knudepunkt for banen Paris-Basel. Den har nogen industri (handsker, sko). Den gamle bydel rummer en del palæer fra 1600- og 1700-t. med elegante trappetårne.