Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Béziers

Oprindelige forfattere HMoer og SHoej Seneste forfatter Redaktionen

Béziers, sydfransk by, der ligger 60 km sydvest for Montpellier i regionen Languedoc-Roussillon-Midi-Pyrénées; ca. 74.800 indb. (2013). Byen ligger, hvor Canal du Midi på en kanalbro krydser floden Orb. Den er centrum for vinhandel især med vin ordinaire. Industrien, der bl.a. producerer sprit, landbrugskemikalier og tekstil, er stagneret eller i tilbagegang. Den gamle, fredede bydel ligger på et højdedrag med udsigt over den frugtbare Orbdal og over flod- og kanaltrafikken. Bydelen domineres af den befæstede Saint-Nazaire-katedral fra 1300-1400-t.

Béziers var oprindelig et gallisk område, men blev romersk koloni under navnet Baeterrae og beboet af veteraner fra Cæsars 7. legion. I 1209 blev byen ødelagt og befolkningen massakreret ved den romansk-gotiske kirke La Madeleine som led i Albigenserkorstoget (se korstog). Béziers blev befæstet i 1289, men murene nedrevet i 1632.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henning Mørch, Signe Højsteen: Béziers i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=46624