Anjou er en egn i Vestfrankrig omkring byen Angers; ca. 8000 km2. Egnen er omtrent sammenfaldende med departementet Maine-et-Loire og knyttes sammen af dalene, hvori Loire og bifloderne Mayenne, Sarthe og Loir løber. Disse dale dyrkes intensivt med grøntsager og vin.

Geologisk tilhører den vestlige halvdel af egnen, Det Sorte Anjou, Det Armorikanske Massiv, der består af prækambriske og kambrosiluriske granitter og skifre. Landskabet præges af enkeltgårde og levende hegn mellem markerne (bocage), der overvejende anvendes til græsdyrkning og kvægavl. I sydvest ligger hovedbyen Cholet, og her findes talrige små og spredte beklædnings- og skofabrikker.

Den østlige halvdel, Det Hvide Anjou, udgør den yderste del af Pariserbassinet og består af kalk- og sandsten fra Kridttiden. Landskabet mellem floddalene er varieret.

Historie

Anjou blev erobret af frankerne under Childerik 1. og er bevidnet som grevskab siden 800-t., da det indgik som et væsentligt led i magtgrundlaget for den slægt, der senere blev kendt som capetingerne. Da denne slægt i 987 opnåede kongeværdigheden, svækkedes centralmagtens greb om Anjou, og de indsatte vicegrever optrådte i realiteten som selvstændige fyrster. Dette kulminerede, da Henri Plantagenet i 1154 på én gang var greve af Anjou, hertug af Normandiet og konge af England (Henrik 2.).

Først i 1204 lykkedes det den franske konge Filip 2. August at erobre Anjou, der derefter blev fransk kronland. Senere blev det ved flere lejligheder brugt som apanage til sidegrene af kongehuset. Fx blev Ludvig 9. den Helliges yngre bror Karl i 1246 hertug af Anjou, og senere fik sidegrene af slægten Valois samme titel. I 1480 inkorporeredes området på ny i det franske kronland som provins, således at der for senere hertuger af Anjou blev tale om ærestitler.

Anjou blev i 1600-tallet et selvstændigt guvernement, men blev i 1790 under Den Franske Revolution ophævet som administrativ enhed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig