Katedralen Sainte-Cécile oven for floden Tarn er et vartegn for Albi.

.

Albi ligger ved floden Tarn. I baggrunden ses kirken Sainte-Madeleine.

.

Albi. Katedralen Sainte-Cécile med det 78 m høje tårn.

.

Albi er en sydfransk administrationsby for departementet Tarn, 70 kilometer nordøst for Toulouse; der bor ca. 49.300 indbyggere (2013). Den er den vigtigste serviceby i området mellem Toulouse og Massif Central og huser handel med landbrugsprodukter som vin, korn og grøntsager. Desuden har byen en del fødevare-, tekstil- og maskinindustri.

Albi fik en betydningsfuld position allerede under Romerriget, men byen havde sin storhedstid i middelalderen. Den gamle bydel er karakteristisk med sine smukke huse af særlige teglsten.

Den store, enskibede teglstenskatedral Sainte-Cécile (1282-ca. 1390), er med sit fæstningsprægede ydre et stærkt vidnesbyrd om den franske kirkes sejr over albigenserne. Det rigt udsmykkede indre er et fornemt eksempel på sydfransk gotik. Det tidligere ærkebispesæde, Palais de la Berbie fra 1200-1400-tallet, rummer et kunstmuseum med en stor samling værker af Toulouse-Lautrec, som er født i byen.

Albi kom i 2010 på UNESCOs Verdensarvsliste.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig