Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Aigues-Mortes

Oprindelige forfattere HMoer og JLei Seneste forfatter Redaktionen

Aigues-Mortes har en velbevaret bymur.

Aigues-Mortes har en velbevaret bymur.

Aigues-Mortes, sydfransk by i den vestlige udkant af Camargue, 25 km øst for Montpellier; ca. 8500 indb. (2013). Navnet hentyder til byens beskyttede beliggenhed i et lagunelandskab. Velbevaret fra middelalderen findes byplan, fæstningsanlæg og huse, hvilket gør Aigues-Mortes til et udsøgt turistmål.

Aigues-Mortes blev grundlagt som havneby af Ludvig 9. den Hellige ca. 1240 og planlagt strengt militært med høje mure og dobbelte porttårne omkring den helt rektangulære by. Både mure, byplan og gadenet er intakt.

Navnet Aigues-Mortes er fra latin aquæ mortuæ 'de døde vande'

I de følgende århundreder havde byen central betydning for den franske middelhavshandel og som befæstning, men efter den franske annektering af Provence i 1487 sygnede den hen. Ved siden af turisme er især vinproduktion, saltindvinding fra havvand samt fiskeri og frugthandel økonomisk basis for byens borgere.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henning Mørch, Johny Leisner: Aigues-Mortes i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=34441