• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Valéry Giscard d'Estaing

Oprindelige forfattere CLø og ETN Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/10698/=ud_a_134277.mp3?revision=2

Valéry Giscard d'Estaing havde i hele sin præsidentperiode problemer med massemedierne. Man har vurderet ham til i højere grad at være teknokrat end politiker, idet han aldrig forstod, at dialog med vælgerne er mindst lige så nødvendig som løsning af tekniske problemer. Den mistillid, der herved opstod, bidrog til, at han ikke blev genvalgt. Giscard d'Estaing er her fotograferet umiddelbart efter sin indsættelse 27.5.1974.

Valéry Giscard d'Estaing havde i hele sin præsidentperiode problemer med massemedierne. Man har vurderet ham til i højere grad at være teknokrat end politiker, idet han aldrig forstod, at dialog med vælgerne er mindst lige så nødvendig som løsning af tekniske problemer. Den mistillid, der herved opstod, bidrog til, at han ikke blev genvalgt. Giscard d'Estaing er her fotograferet umiddelbart efter sin indsættelse 27.5.1974.

Valéry Giscard d'Estaing, f. 2.2.1926, fransk politiker, præsident 1974-81. Efter at have deltaget i Charles de Gaulles styrker ved Frankrigs befrielse uddannede Giscard d'Estaing sig ved École nationale d'administration. I 1956 blev han deputeret, i 1959 statssekretær og i 1962 finansminister i Michel Debrés regering, en post, som han bevarede under Georges Pompidou frem til 1966. Samme år grundlagde han det konservativt-liberale parti Républicains indépendants (fra 1977 Parti républicain). 1969-74 var han atter finansminister i gaullistisk ledede regeringer.

Giscard d'Estaing, der i flere situationer havde lagt afstand til de traditionelle gaullister, stillede i 1974 op til præsidentvalget på et midtsøgende program. Hans kandidatur splittede gaullisterne, og i valgets anden runde sejrede han over venstreunionens kandidat, François Mitterrand. Giscard d'Estaing var på én gang fortaler for økonomisk liberalisme og en vis velfærdsfordeling for at mindske spændingerne i samfundet. I hans visioner om en økonomisk og kulturel modernisering indgik også et opgør med "forældede ideologier" som gaullisme og kommunisme.

En række liberale reformer blev sat i værk; valgretsalderen blev nedsat fra 21 til 18 år, undervisningssystemet demokratiseredes, og i 1975 indførtes loven om fri abort. Udenrigspolitisk indgik Giscard d'Estaing et tæt samarbejde med den vesttyske forbundskansler, Helmut Schmidt, og talte for et kommende føderalt Europa.

Annonce

En del af gaullisterne, hvis støtte Giscard d'Estaing var afhængig af, vendte sig imidlertid mod hans politik. I 1976 fratrådte Jacques Chirac som regeringsleder og skabte et nyt gaullistparti, Rassemblement pour la république, RPR. Forud for parlamentsvalget i 1978 samlede Giscard d'Estaing til gengæld de mindre centerpartier i Union pour la démocratie française, UDF.

Den økonomiske krise, splittelsen på højrefløjen og præsidentens reaktion på visse anklager i medierne bidrog til, at Giscard d'Estaing i 1981 tabte præsidentvalget til Mitterrand. I 1984 fik han atter sæde i Nationalforsamlingen.

Han var leder af UDF 1988-96. Giscard d'Estaing støttede i 1995 Chirac under hans præsidentvalgkampagne. 1989-93 var han medlem af Europaparlamentet og 1987-89 samt 1993-97 formand for den franske Nationalforsamlings udenrigspolitiske nævn. Fra 1997 til 2004 var han formand for Conseil des communes et régions d'Europe (CCRE).

Hans livslange engagement i Europapolitikken bragte ham i 2002 til formandskabet for EU's forfatningskonvent, der fik til opgave at udarbejde et oplæg til reform af EU's struktur i forbindelse med den planlagte medlemsforøgelse. Resultatet forelå i sommeren 2003 i form af udkastet til den europæiske forfatningstraktat.

Giscard d'Estaing opnåede i 2004 ikke genvalg som præsident for regionen Auvergne og med sin indtræden samme år i det franske forfatningsråd, le Conseil Constitutionnel, trak han sig definitivt ud af politik.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Løfting, Eva Trein Nielsen: Valéry Giscard d'Estaing i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 29. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=84109