Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Parti socialiste

Oprindelig forfatter Boel Seneste forfatter Redaktionen

Parti socialiste, PS, fransk politisk parti, dannet i 1969 som resultat af, at det oprindelige socialistparti, dannet i 1905, Section française de l'internationale ouvrière, SFIO, besluttede at skifte navn. Det afgørende brud i forhold til det gamle parti fandt dog først sted i 1971 på Épinaykongressen, da François Mitterrand blev valgt som partiets leder. Under Mitterrands ledelse anlagde PS en klart venstreorienteret kurs og allierede sig med Parti communiste français, PCF, i 1972. Strategien gav bonus, idet PS overtog PCF's stilling som det største venstrefløjsparti og i 1981 vandt såvel præsidentvalget som parlamentsvalget. I Mitterrands 14-årige præsidentperiode kontrollerede PS regeringsmagten 1981-86 og 1988-93. Fra 1987-88 blev PS ramt af flere skandaler, der udgjorde en væsentlig faktor i det sviende valgnederlag i 1993.

Socialistlederen Lionel Jospin fik ved præsidentvalget 1995 et overraskende godt resultat, der gav PS ny medvind, og partiet vandt parlamentsvalget 1997. PS og Jospin stod 1997-2002 i spidsen for en koalitionsregering. Denne regering gennemførte flere privatiseringer og sociale reformer og indførte 35 timers arbejdsuge. Ved præsidentvalget i 2002 blev Jospin overraskende slået ud i første valgrunde, og ved parlamentsvalget samme år mistede partiet regeringsflertallet. Herefter var det op til François Hollande, PS' førstesekretær 1997-2008, at forsøge at genrejse partiet, der imidlertid blev svækket af interne uenigheder og personrivaliseringer. Ved præsidentvalget i maj 2007 blev partiets kandidat Ségolène Royal slået af Nicolas Sarkozy. Nederlaget kastede PS ud i en ny lederkrise, der først blev afklaret ved en partikongres sidst i 2008, hvor Martine Aubry (f. 1950) blev ny førstesekretær.

I 2011 blev PS rystet af en ny skandale, da Dominique Strauss-Kahn, som var favorit til at blive partiets præsidentkandidat til valget i 2012, blev arresteret i New York, anklaget for voldtægt. Tiltalen blev siden frafaldet, men episoden skadede Strauss-Kahns chancer, og i stedet valgte partiet François Hollande som præsidentkandidat.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Boel: Parti socialiste i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=490234