Faktaboks

Georges Pompidou
Født
5. juli 1911
Død
2. april 1974

Georges Pompidou blev valgt til Frankrigs præsident i juni 1969, efter at general de Gaulle var trådt tilbage som følge af sit nederlag ved en folkeafstemning i april. Pompidous sejr viste, at Den Femte Republik og gaullismen kunne leve uden de Gaulle. Fotografi fra Pompidous første pressekonference efter valgsejren.

.

Centre Georges-Pompidou.

.

Georges Pompidou, 5.7.1911-2.4.1974, fransk politiker. Georges Pompidou var gymnasielærer fra 1935, deltog ikke i modstandsbevægelsen, men indtrådte alligevel ved en vens mellemkomst i de Gaulles ministerkabinet i 1944. 1956-62 var Pompidou generaldirektør i Rothschild-banken, dog afbrudt 1958-59, da han var chef for de Gaulles personlige kabinet.

I 1961 spillede Georges Pompidou en vigtig rolle under forhandlingerne om fred i Algeriet, og i 1962 udnævnte de Gaulle ham til premierminister (1962-68). Som regeringsleder førte Pompidou en pragmatisk politik, der fokuserede på Frankrigs økonomiske modernisering, men var præget af social konservatisme. Under Majrevolten i 1968 fremstod han i offentlighedens øjne som en af de få politiske beslutningstagere, der bevarede fatningen, hvilket styrkede hans "præsidentielle" image, men det gjorde ham ikke velset i de Gaulles øjne.

Efter den massive gaullistiske sejr ved parlamentsvalget i juni 1968, der blev tolket som en personlig succes for Pompidou, skilte præsidenten sig af med ham. Da de Gaulle trådte tilbage efter vælgernes nej til en decentraliserings- og senatsreform ved folkeafstemningen i 1969, fremstod Pompidou som den oplagte arvtager, og han vandt overbevisende det efterfølgende præsidentvalg.

Som præsident 1969-74 fortsatte Georges Pompidou den gaullistiske udenrigspolitik, dog med visse ændringer, idet han bl.a. accepterede Storbritanniens indtræden i EF (EU). Indenrigspolitisk gav Pompidou fortsat førsteprioritet til den økonomiske modernisering. Han kom imidlertid på kollisionskurs med premierminister Jacques Chaban-Delmas, som han fandt for reformivrig og selvrådig og i 1972 udskiftede med den mere konservative og loyale Pierre Messmer.

Fra 1972 blev de regerende gaullister ramt af en række skandaler, og en stadig mere sygdomssvækket Pompidou blev konfronteret med en samlet og styrket venstreopposition samt en oliekrise, der markerede afslutningen på en lang periode præget af stærk økonomisk vækst.

Georges Pompidou døde to år før præsidentperiodens udløb. Hans indsats blev hædret, da man i 1977 valgte at opkalde museet for for moderne kunst i Paris, Centre Pompidou, efter ham.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig