Rassemblement National

I 1960’erne og 1970’erne var det yderste højre politisk marginaliseret i Frankrig med stemmetal, der skulle tælles i promiller. Front national blev dannet i 1972 som en paraplyorganisation, der skulle give det yderste højre større folkelig gennemslagskraft. Partiet var inspireret af det neofascistiske MSI i Italien, og fra dem overtog de både programmet og logoet, en flamme i landets farver. Jean-Marie le Pen blev valgt til leder, fordi han var den mest moderate, og under hans ledelse blev det neofascistiske nedtonet til fordel for en særlig fransk national-populisme, hvis ingredienser er modstand mod kommunisme, kapitalisme, islam og Europa.

Det første årti var resultaterne skuffende. Ved valget i 1981 fik FN blot 0,18 procent af stemmerne. Det fik Jean-Marie le Pen til at skrive til den socialistiske præsident François Mitterrand og klage over, at han ikke havde nogen adgang til medierne, der dengang var statsstyrede. Mitterrand imødekom ønsket, ikke så meget af sympati for le Pen, men fordi et stærk og synligt ekstrem højre ville være en klods om benet på den borgerlige opposition.

I februar 1984 så franskmændene således for første gang Jean-Marie le Pen på landsdækkende TV, og han gjorde stort indtryk; ved valget til Europa-Parlamentet et par måneder senere fik Front National 10.52 procent af stemmerne.

Det blev starten på en langsom, men tilsyneladende ustoppelig fremgang for partiet, trods Jean-Marie le Pens gentagne provokationer. Princippet i hans kommunikation var dobbelttydighed: Han skulle sende signaler til det racistiske og antisemitiske bagland, men på en måde, som ikke skræmte de mere normale vælgere væk. Da han i 1988 kaldte jødeudryddelserne ”en lille detalje i historien om 2. verdenskrig” vakte han imidlertid oprigtig forargelse, og mange troede, at han var færdig. Alligevel fik han næsten 15 procent af stemmerne til præsidentvalget i 1988, en score han gentog i 1995.

Front National var et enmandsshow. Partiet blev splittet i 1998, da en gruppe fra partitoppen, bl.a. Bruno Mégret (f. 1949), ville have mere indflydelse og derfor blev ekskluderet. Striden svækkede Front National, men ved præsidentvalget i 2002 gik Jean-Marie Le Pen med 16,58 procent overraskende videre til anden valgrunde. Resultatet sendte chokbølger gennem det franske samfund. For første gang var det yderste højre til stede i anden runde, og medier, politikere, intellektuelle og borgere gik sammen for at sikre, at le Pen ikke skulle vinde i anden runde. Mobiliseringen var imponerende, og Jacques Chirac vandt med 82,21 procent af stemmerne.

Efter 2002 blev opbakningen til FN langsomt mindre. Samtidig blev partiets temaer blev overtaget af den mere konventionelle højrefløj. Da den borgerlige kandidat Nicolas Sarkozy vandt præsidentvalget i 2007, var le Pen tilbage på 10 procent. Le Pen var på det tidspunkt over 80 år gammel, og han overlod i 2011 ledelsen til sin datter Marine le Pen; det var endnu et tegn på, at FN ikke er et helt normalt parti.

Lederskiftet markerede også et stilskifte. Jean-Marie le Pen havde aldrig for alvor ønsket at vinde magten; han var tilfreds med at være en fredsforstyrrer og en provokatør og med af og til at påvirke de politiske beslutninger indirekte. Marine le Pen var anderledes. Hun ville gøre FN til et regeringsparti, og hun lagde en strategi for at nå dette mål.

Ingen almindelige politikere havde villet røre ved det gamle FN, og det havde gjort alliancer umulige. Hendes strategi var at ”afdæmonisere” FN. Der blev effektivt lagt låg på de antisemitiske eller racistiske udfald, de mest ekstreme elementer blev renset ud af partiet, familiepolitikken blev moderniseret, og den nationale dagsorden blev suppleret med en social dagsorden: forsvaret af den franske arbejderklasse, der for alvor var begyndt at føle sig truet af globaliseringens udflytninger. Målet var at æde sig ind på de gamle borgerlige partier, overtage den nationalkonservative fløj og blive det nye tyngdepunkt på højrefløjen. Jean-Marie le Pen, der ikke var enig i kursskiftet, blev i 2015 ekskluderet fra partiet. Sidste etape i partiets transformation var navneskiftet til Rassemblement national, National Samling, i 2018.

Normaliseringsstrategien er lykkedes i den forstand, at Rassemblement National ikke er marginaliseret på samme måde, som Front national var det. Vælgertilslutningen til partiet har været stigende, siden Marine le Pen overtog. I 2012 blev hun nummer tre i første runde med 17,9 % af stemmerne, altså flere end faderen havde fået ved chokvalget et årti tidligere. I 2017 fik hun 21,3 % i første runde og 33,9 % i anden runde mod Emmanuel Macrons 66,1 %. I 2022 blev resultatet 23,2 % i første runde og 42,5% i anden runde mod Emmanuel Macrons 58,5 %. Ved det efterfølgende parlamentsvalg fik Rassemblement National sit bedste valg nogensinde med 89 deputerede. Det blev dermed det største oppositionsparti i Nationalforsamlingen.

Det er lykkedes for Marine le Pen at gøre RN til tyngdepunktet på den franske højrefløj, og skønt hun ikke har vundet magten endnu, har hun gjort RN til den mest stabile faktor i et uroligt politisk landskab. Vigtigst er nok, at hun ikke fremkalder samme stærke modvilje som faderen. Da Jean-Marie le Pen nåede anden runde i 2002, var hele samfundet mobiliseret mod ham. I 2022 opfattes Marine le Pen næsten som en kandidat på linje med alle andre.

Normaliseringen af partiet blev fortsatte, da Marine le Pens protegé Jordan Bardella (født 1995) i oktober 2022 blev valgt til formand for partiet. Det er første gang, at partiet bliver ledet af en person uden for le Pen-familien. Der er dog ikke tale om pluralisme eller et reelt magtskifte i partiet. Han havde været vikar for hende, mens hun koncentrerede sig om kampagnen til præsidentvalget 2022, og det er også meningen, at han skal tage sig af partiet, mens hun forbereder det næste præsidentvalg i 2027. Selv med en ny formand er der ingen tvivl om, at det stadig er Marine le Pen, der bestemmer politiske linje.

• Marine le Pen
• Jean-Marie le Pen
• Frankrigs præsident