Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Charles de Gaulle

Oprindelig forfatter Boel Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/10403/=ud_a_134276.mp3?revision=2

Charles de Gaulle fører kampagne for Den Femte Republiks forfatning op til folkeafstemningen 18.9.1958. I de følgende 11 år blev alle folkeafstemninger uanset deres emne (to om Algeriet, en om direkte valg af republikkens præsident og en om decentralisering) i vid udstrækning forvandlet til et spørgsmål om folkets fortsatte tillid til de Gaulle.

Charles de Gaulle fører kampagne for Den Femte Republiks forfatning op til folkeafstemningen 18.9.1958. I de følgende 11 år blev alle folkeafstemninger uanset deres emne (to om Algeriet, en om direkte valg af republikkens præsident og en om decentralisering) i vid udstrækning forvandlet til et spørgsmål om folkets fortsatte tillid til de Gaulle.

Charles de Gaulle, 22.11.1890-9.11.1970, fransk general og politiker; general 1940, regeringschef 1944-46 og 1958, præsident 1959-69.

Charles de Gaulle voksede op i et katolsk og stærkt nationaltorienteret hjem. Han blev uddannet officer i 1909-12 og deltog i 1. Verdenskrig, hvor han sad som krigsfange i Tyskland fra 1916. Efter krigen steg han i graderne og opnåede en vis omtale i forbindelse med bogen Vers l'armée de métier (1934, Mod den professionelle hær), som var et forgæves forsøg på at vinde gehør for oprettelsen af en professionel hær bestående af panservognsenheder.

Efter det tyske angreb på Frankrig i 1940 udnævntes Charles de Gaulle til general og indtrådte som understatssekretær i Paul Reynauds regering. Da Reynauds efterfølger, Philippe Pétain, kort efter anmodede tyskerne om våbenstilstand, fløj de Gaulle til London, hvorfra han den 18/6 opfordrede franskmændene til fortsat kamp. I Frankrig dømte Vichystyret ham til døden, mens Storbritannien i august 1940 anerkendte de Gaulle som leder af det frie Frankrig.

Annonce

De Gaulles forhold til de angelsaksiske magter blev konfliktfyldt pga. hans stejle forsvar af franske nationale interesser, og fordi præsident Roosevelt ikke nærede tillid til hans demokratiske sindelag. Alligevel lykkedes det de Gaulle at befæste sin position, efterhånden som en række af de franske kolonier sluttede sig til ham.

Han fik skabt De Frie Franske Styrker, men da de allierede i november 1942 invaderede Nordafrika, blev det ikke de Gaulle, men general Henri Giraud, der indsattes som civil og militær øverstbefalende. Med støtte fra det nationale modstandsråd, Conseil national de la résistance, CNR, lykkedes det imidlertid de Gaulle at udmanøvrere Giraud.

I oktober 1943 blev han leder af befrielseskomitéen, Comité français de libération nationale, CFLN, som i 1944 omdannedes til en provisorisk befrielsesregering. Efter landgangen i Normandiet fik de Gaulle afværget oprettelsen af en allieret militærregering, og den 26.8.1944 blev han modtaget i triumf i det befriede Paris.

Som regeringsleder forsøgte Charles de Gaulle at genetablere Frankrigs internationale position. Med britisk støtte lykkedes det ham at få anerkendt Frankrig som allieret besættelsesmagt i Tyskland. Hans visioner om en styrkelse af præsidentembedet vandt ringe genklang i den forfatningsgivende forsamling, og i 1946 trådte han tilbage.

Året efter skabte de Gaulle det stærkt nationalistiske og antikommunistiske parti Rassemblement du peuple français, RPF, hvis mål var at afskaffe Den Fjerde Republik, men efter at RPF i 1952 havde opgivet den konsekvente oppositionspolitik, brød de Gaulle i 1953 med partiet og koncentrerede sig om at skrive sine erindringer.

Charles de Gaulle. Takket være sine visioner og sit retoriske talent formåede de Gaulle at gengive franskmændene troen på nationens storhed. Både under det militære kupforsøg i Algeriet i april 1961 og under generalstrejken i maj 1968 lykkedes det ham med en enkelt tale at vende en faretruende situation til sin fordel.

Charles de Gaulle. Takket være sine visioner og sit retoriske talent formåede de Gaulle at gengive franskmændene troen på nationens storhed. Både under det militære kupforsøg i Algeriet i april 1961 og under generalstrejken i maj 1968 lykkedes det ham med en enkelt tale at vende en faretruende situation til sin fordel.

I 1958 truede uroligheder i Algeriet med at munde ud i et militærkup, og for mange fremstod Charles de Gaulle som den, der kunne redde Frankrig fra borgerkrig og kaos. I juni dannede han regering og fik ved en efterfølgende folkeafstemning vedtaget en ny forfatning for Den Femte Republik. I december samme år valgtes han til republikkens første præsident.

Efter en vis famlen erkendte de Gaulle, at der måtte findes en kompromisløsning på krigen i Algeriet, og i marts 1962 blev betingelserne for Algeriets uafhængighed forhandlet og fastlagt i Évianaftalen mellem Frankrig og oprørsbevægelsen Den Nationale Befrielsesfront, FLN. Forinden havde forhandlingerne udløst såvel protester fra den franske befolkning i Algeriet som et kupforsøg i 1961 samt flere attentatforsøg udført af terrororganisationen Organisation de l'armée secrète, OAS.

Efter Évianaftalen kunne de Gaulle koncentrere sig om det for ham væsentligste: Genskabelsen af Frankrigs storhed. Han hævdede demonstrativt Frankrigs uafhængighed i forhold til USA; fra 1960 opbyggedes en selvstændig fransk atomslagstyrke, og i 1966 trak Frankrig sig ud af NATOs militære samarbejde.

Udenrigspolitisk havde de Gaulle en vision om et Europa, der kunne optræde samlet og uafhængigt udadtil, og han ønskede et tæt samarbejde med Vesttyskland samt en forbedring af forholdet til Østeuropa. Over for den tredje verden søgte han at fremstå som uafhængig af øst-vest-konflikten og tog bl.a. afstand fra USA's krigsførelse i Vietnam.

Ved forfatningsreformen i 1962 lykkedes det Charles de Gaulle at indføre direkte valg til præsidentposten og herved gøre embedet mere uafhængigt af partipolitiske slagsmål. Den indenrigspolitiske udvikling var imidlertid mindre gunstig, og overraskende nok var det først efter anden runde af præsidentvalget i 1965, at de Gaulle vandt over venstrefløjens kandidat, François Mitterrand. Ved parlamentsvalget i 1967 bevarede højrefløjen kun med nød og næppe flertallet.

Under Majrevolten i 1968 virkede de Gaulles greb om begivenhederne famlende og usikkert, men da han omsider udskrev valg til Nationalforsamlingen, oplevede gaullistpartiet en jordskredssejr. Efter at hans forslag til en decentraliseringsreform blev nedstemt ved folkeafstemningen i 1969, trak han sig tilbage for bl.a. at skrive videre på sine erindringer i hjemmet i landsbyen Colombey-les-Deux-Églises.

Fra hans forfatterskab kan nævnes Mémoires de guerre (1-3, 1954-59, da. Krigserindringer, 1965) og Mémoires d'espoir (1-2, 1970-71, da. Håbet. Erindringer 1958-1962, 1971).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Boel: Charles de Gaulle i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=82506