Faktaboks

Alain Juppé
Født
15. august 1945

Alain Juppé. Foto fra 2011.

.

Alain Juppé, f. 15.8.1945, fransk politiker. Juppé blev uddannet ved École nationale d'administration og blev i 1976 rådgiver for Jacques Chirac, som samme år videreførte gaullistpartiet under navnet Rassemblement pour la république, RPR. Juppé blev deputeret 1986 og var 1986-88 budgetminister under Chirac og 1988-95 generalsekretær for RPR.

Efter højrefløjens sejr ved parlamentsvalget i 1993 blev han udenrigsminister under Édouard Balladur, og i 1995 udnævnte præsident Chirac ham til regeringsleder. Samme år blev Juppé borgmester i Bordeaux. Da Chirac udskrev parlamentsvalg i maj 1997, led højrefløjen et klart nederlag, og Juppé-regeringen måtte træde tilbage. Juppé fortsatte som deputeret i Nationalforsamlingen og på borgmesterposten i Bordeaux, som han havde vundet i 1995, og efter højrefløjens valgsejr i 2002 overtog han ledelsen af det nydannede parti Union pour la majorité présidentielle, UMP.

I 2004 modtog Juppé en korruptionsdom for handlinger begået 1988-95, mens han var Chiracs tilforordnede på rådhuset i Paris. Dommen medførte, at han måtte trække sig fra alle politiske tillidshverv, herunder fra borgmesterembedet i Bordeaux.

I 2007 vendte Juppé tilbage i politik som minister for miljø- og bæredygtig udvikling, men forlod posten igen samme år, da han ikke blev genvalgt ved parlamentsvalget. I 2010 fik han posten som forsvarsminister, og 2011-12 var han udenrigsminister under Nicolas Sarkozy.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig