Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

folkefront

Oprindelig forfatter CLø Seneste forfatter Redaktionen

folkefront, politisk samarbejde i 1930'erne mellem venstrefløjspartier og -organisationer med det formål at bekæmpe fascismen. Folkefrontspolitikken blev officielt knæsat på Kominterns 7. verdenskongres i august 1935, hvor generalsekretæren, Georgi Dimitrov, forsvarede idéen om en antifascistisk front omfattende bønder og småborgerskab under proletariatets ledelse. To af de vigtigste forudsætninger for folkefrontspolitikken var et skift i Sovjetunionens politik efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 og en revision af Kominterns doktriner, således at det blev tilladt kommunisterne at indgå i partialliancer. I praksis blev folkefrontspolitikken opgivet efter Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt i 1939.

Folkefronten i Frankrig, Front populaire, omfattede det kommunistiske, det socialistiske og det radikale parti foruden fagforbund og andre organisationer. Som reaktion på højreekstremistiske optøjer 6.2.1934 indgik socialister og kommunister i juli 1934 en aftale om aktionsenhed mod fascismen. De radikale kom med 14.7.1935, da en antifascistisk kæmpedemonstration fandt sted i Paris. Fronten sejrede på et fællesprogram ved valget i maj 1936, og den 4. juni dannede Léon Blum en socialistisk-radikal regering med kommunistisk støtte. Valgsejren skabte store forventninger blandt arbejderne og udløste en strejkebølge med fabriksbesættelser. Den fandt sin afslutning på Blums initiativ med de såkaldte Matignonaftaler, hvor arbejdsgiverne gav store indrømmelser til de strejkende. Regeringen gennemførte også omfattende sociale og økonomiske reformer: 40-timers arbejdsuge, 14-dages betalt ferie, landbrugsstøtteordninger, nationalisering af våbenindustrien, øget statskontrol med Banque de France m.m. Reformerne var led i en New Deal-inspireret krisepolitik, som dog ikke fik vendt konjunkturerne, men førte til kapitalflugt og inflation med efterfølgende devaluering. Blums ikke-interventionspolitik i forbindelse med borgerkrigen i Spanien skabte også splid i Folkefronten. Regeringen faldt i juni 1937, og året efter opgav de radikale definitivt samarbejdet til venstre. Folkefronten er i eftertiden blevet fejret af den franske venstrefløj som et løfte om et mere retfærdigt samfund, mens højrefløjen har anklaget den for uansvarlighed og for at have sået splid i nationen.

I Spanien dannedes i 1935 en folkefront, Frente Popular. Den bestod af partier fra det borgerlige venstre samt af socialister, kommunister, anarkister og syndikalister. Efter parlamentsvalget i februar 1936 kunne den moderate republikaner Manuel Azaña danne en folkefrontsregering, hvis reformpolitik dog hurtigt blev saboteret, ikke blot af højrekræfter, men også af den radikale venstrefløj. Fra juli 1936 måtte fronten desuden sætte alle kræfter ind på at bekæmpe Francos militære oprør; se Den Spanske Borgerkrig.

Annonce

Betegnelsen folkefront er blevet anvendt om andre politiske bevægelser også efter 2. Verdenskrig, men folkefronterne i 1930'erne var enestående i kraft af deres forudsætninger og samlende mål, kampen mod den fascistiske trussel.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Løfting: folkefront i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=490104