Charles Seignobos, 1854-1942, fransk historiker, professor ved Sorbonne 1890-1930. Seignobos, der i 1897 (s.m. C.V. Langlois) udgav metodeværket Introduction aux études historiques, var påvirket af, men også kritisk over for den tyske historiske skole; imod den hævdede han historikerens ret til at skabe synteser på grundlag af "sikre fakta". Hans positivisme blev til gengæld anfægtet af Annalesskolen.