Camille Chautemps, 1885-1963, fransk radikal politiker. Chautemps blev deputeret i 1919, fik sin første ministerpost i 1924 og var i 1930'erne fire gange regeringsleder. Uden personligt at være kompromitteret valgte Chautemps i 1934 at gå pga. Staviskyaffæren, men efter Blumregeringens fald blev han i 1937-38 atter førsteminister. Chautemps' regering forsøgte at videreføre en forsigtig folkefrontspolitik, skabte SNCF (de franske statsbaner), men måtte opgive dele af det sociale reformprogram. I 1940 var Chautemps minister under Paul Reynaud og fik herefter en post i Pétains første regering, som han dog hurtigt forlod for at tage til USA.