Pariserkommunen 1871

Efter våbenstilstanden den 28.1.1871 i Den Fransk-tyske Krig krævede tyskerne et hurtigt valg af en fransk nationalforsamling med henblik på fredsforhandlinger. Valget den 8.2. gav på landsplan et solidt flertal af monarkister og fredstilhængere, men fra de store byer og især fra Paris var de fleste deputerede radikale republikanere, der ønskede krigen fortsat.

Under belejringen af Paris 19.9.1870-28.1.1871 havde et stort antal mænd ladet sig bevæbne og indrullere i Nationalgarden. Denne organiserede sig februar-marts 1871 i en føderal struktur, valgte en centralkomité og vedtog et patriotisk og republikansk program. Nationalforsamlingen, der tog sæde i Versailles, vedtog samtidig dekreter, der dels afskaffede belejringstidens nødforanstaltninger i Paris, dels nationalgardisternes sold, der reelt fungerede som understøttelse. Den 18.3. forsøgte Adolphe Thiers, den nyudnævnte regeringsleder, uden held at lade hæren fjerne Nationalgardens artilleri fra Montmartre. Befolkningen gjorde modstand, soldaterne tilsluttede sig, og to generaler blev dræbt af mængden. Nationalgarden besatte nu rådhuset og andre offentlige bygninger, mens Thiers med regeringstropper og embedsmænd fortrak til Versailles.

Nationalgardens centralkomité organiserede et valg den 26.3. til "et kommuneråd", der reelt fik karakter af en revolutionær modregering. Kommunerådet repræsenterede især arbejderkvarterer, og dets medlemmer var overvejende venstreradikale intellektuelle med divergerende ideologier: jakobinisme, blanquisme, proudhonisme, socialisme.

Et mindretal var tilsluttet Første Internationale. De interne konflikter drejede sig dog mere om midlerne end om målet: en føderal og "social" republik med basis i nærdemokratiske "kommuner". Kommunen vedtog en række reformer: Adskillelse af kirke og stat, gratis skolegang, forbud mod natarbejde m.m., men respekterede som hovedregel den private ejendomsret. Den fik ringe støtte fra provinsen trods kortvarige kommuneopstande i andre byer, og dens egen militærindsats mod Versaillestropperne var ineffektiv.

Fra 21.5. til 28.5. ("den blodige uge") erobrede hæren Paris efter hårde gadekampe og talrige massakrer, der skønnes at have kostet 20.000-30.000 mennesker livet. Kommunen henrettede et par hundrede gidsler, heriblandt Paris' ærkebiskop. Over 40.000 kommunarder interneredes, og ved en militær rettergang dømtes omkring 9000 til fængsel eller deportation, 23 blev henrettet. Mange andre var flygtet, en del i eksil. I slutningen af 1871 havde Paris mistet ca. 100.000 arbejdere eller 1/7 af sin mandlige befolkning.

Kommunardernes nederlag hæmmede den franske arbejderbevægelse og var en vigtig årsag til Første Internationales opløsning. Men Pariserkommunen blev også et forbillede og en myte for både anarkister og socialister; mere specielt udnyttede Lenin Karl Marx' skrift Borgerkrigen i Frankrig (1871) i sine teorier om staten og proletariatets diktatur.

• Den Franske Revolution
• republikanisme