• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dreyfusaffæren

Oprindelig forfatter CLø Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/7081/=ud_a_202216.mp3?revision=2

Dreyfusaffæren, fransk retsskandale. I 1894 blev en fransk jøde og kaptajn ved generalstaben, Alfred Dreyfus, dømt ved en krigsret for at have solgt militære hemmeligheder. Hos den tyske militærattaché i Paris havde man fundet en dokumentfortegnelse, et bordereau, hvis håndskrift lignede Dreyfus'. Dommen, der byggede på hemmelige beviser, lød på degradering og livsvarig deportation til Djævleøen ved Fransk Guyana. Skønt Dreyfus nægtede sig skyldig, var der få ud over hans familie, der anfægtede krigsrettens afgørelse.

Men i 1896 fik en ny efterretningschef, oberstløjtnant Georges Picquart (1854-1914), fat i et mistænkeligt brev fra attachéen til den franske major Ferdinand Esterházy (1847-1923); majorens håndskrift viste sig senere at svare til bordereauets. Picquart alarmerede staben, men blev forflyttet til Afrika. Esterházy frikendtes ved en krigsret i 1898. Sagen tog en ny vending, da forfatteren Émile Zola kort efter angreb generalstaben i artiklen J'accuse ('Jeg anklager'), trykt i Clemenceaus avis l'Aurore. Artiklen indbragte Zola en bøde og fængselsstraf, men fik stor virkning på opinionen. Sindene kom yderligere i kog, da et påstået bevis på Dreyfus' skyld viste sig at være en forfalskning, udført af en oberst i efterretningstjenesten, Hubert Henry (1846-98), der begik selvmord efter afsløringen.

Nationen var nu delt i to uforsonlige lejre: Dreyfusarderne forsvarede republikkens idealer, herunder indvidets rettigheder sikret af en retsstat. De omfattede radikale som Clemenceau, socialister som Jaurès og mange intellektuelle. Antidreyfusarderne var især nationalistiske, klerikale og antirepublikanske kræfter, der opfattede kravet om "revision" af Dreyfussagen som et angreb på hæren som institution og hermed som landsforræderi. Deres kampagner tog ofte anledning af Dreyfus' baggrund og var stærkt præget af antisemitisme.

Annonce

I 1899 lykkedes det Dreyfus at komme for en ny krigsret i Rennes. Han blev dømt "med formildende omstændigheder", men straks benådet af republikkens præsident, hvilket dog forhindrede hans rehabilitering. Det var først efter nye afsløringer, og efter at Esterházy var emigreret, at en civil overdomstol i 1906 ophævede dommen fra 1899 og rensede Dreyfus. Han fik titel af major og blev tildelt Æreslegionen.

Sagen om Dreyfus var slut, men affæren rakte videre. Den konsoliderede Den Tredje Republik og bidrog til adskillelsen i 1905 mellem kirke og stat. Dreyfusaffæren fik også en varig symbolværdi i kampen mellem venstre og højre i Frankrig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Løfting: Dreyfusaffæren i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=490038