Orléanister, franske royalister, der ønskede efterkommerne af Ludvig 14.s broder Philippe d'Orléans på tronen. Dette skete 1830-48 med Ludvig-Filip. Orléanisterne gik ind for et borgerligt parlamentarisk monarki, mens legitimisterne, der støttede de gamle bourboner, var autoritære og aristokratiske. Efter Den Fransk-tyske Krig 1870-71 var der en kort tid flertal for monarkiets genindførelse, men de to partier kunne ikke enes om valget af flag: Liljebanneret, som stod for enevælden, eller Trikoloren. Orléanismens rolle var dermed udspillet.