Victor Considérant, 1808-1893, fransk socialist. Considérant var militæringeniør, men sluttede sig til Charles Fourier og blev hans arvtager. Han udgav Fouriers værker og "fouriérismens" avis. Som deputeret talte han i 1848 for bedre sociale kår og for kvinders valgret. Efter Statskuppet 1851 oprettede han i Texas et fourieristisk kollektiv, et phalanstère ('husholdningsfællesskab'), som imidlertid gik fallit. Han vendte i 1869 tilbage til Frankrig.