• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Napoleon 3.

Oprindelig forfatter HPre Seneste forfatter Redaktionen

Frankrig. Fotografen Nadars portræt af den ældre Napoleon 3. viser en livstræt, lidt tung levemand. Indtil sit 40. år søgte han med utrættelig energi at løse den historiske mission, som hans mor, Hortense de Beauharnais, havde opdraget ham til: At træde i onklen Napoleon 1.s fodspor og genrejse nationen. Politisk tæft og kynisk beslutsomhed bragte ham tilsyneladende til målet i 1852. Men trods sin intelligens viste han sig som en svag og modsigelsesfyldt karakter og var langtfra det geni, som han selv troede.

Frankrig. Fotografen Nadars portræt af den ældre Napoleon 3. viser en livstræt, lidt tung levemand. Indtil sit 40. år søgte han med utrættelig energi at løse den historiske mission, som hans mor, Hortense de Beauharnais, havde opdraget ham til: At træde i onklen Napoleon 1.s fodspor og genrejse nationen. Politisk tæft og kynisk beslutsomhed bragte ham tilsyneladende til målet i 1852. Men trods sin intelligens viste han sig som en svag og modsigelsesfyldt karakter og var langtfra det geni, som han selv troede.

Napoleon 3., Charles Louis Napoléon Bonaparte, 20.4.1808-9.1.1873, Frankrigs præsident 1848-52 og kejser 1852-70, søn af Louis Bonaparte (1778-1846) og Hortense de Beauharnais; Napoleon 1.s nevø.

Efter 1815 voksede Napoleon op i Schweiz hos sin mor, der prægede ham med myten om Napoleon. I sin ungdom blev han grebet af Italiens frihedskamp og deltog 1830-31 i opstande mod paven og Østrig. Ved Napoleon 2.s død i 1832 blev han Bonapartedynastiets arvtager. Efter kupforsøg i Frankrig i 1836 og 1840 blev han idømt livsvarigt fængsel og indsat på fortet i Ham.

Fængselsopholdet blev brugt til studier og udgivelse af bøger, bl.a. Extinction du paupérisme (1844, Fattigdommens afskaffelse). Skriftet gav ham sammen med hans italienske eventyr, hans kupforsøg og hans flugt fra fængslet i 1846 en aura af revolutionær socialisme. Under Februarrevolutionen i 1848 rejste han til Paris, men blev udvist. Først da han i september var blevet valgt som deputeret in absentia, kom han ind i Frankrig. Ved præsidentvalget i december fik han mere end 70% af stemmerne.

Annonce

Forfatningen gav imidlertid præsidenten ringe magt og forbød genvalg. Ved et statskup 2.12.1851 og en efterfølgende folkeafstemning fik han derfor ændret forfatningen og blev valgt til præsident for ti år. 21.11.1852 godkendte en ny folkeafstemning republikkens afskaffelse, og 2/12 kronedes han til kejser.

Kejserdømmet var et skindemokrati bygget på direkte appel til folket. Napoleon sikrede sin popularitet med en prestigefyldt udenrigspolitik, der var baseret på doktrinen om nationernes ret til selvbestemmelse, med en grandios iscenesættelse af kejserrollen og med rigelig brug af bestikkelse.

Napoleon søgte at sikre Frankrig en udenrigspolitisk magtposition ved deltagelse i Krimkrigen 1854-56 og Den Italiensk-østrigske Krig 1859, der i 1860 skaffede Frankrig Nice og Savoyen, erobringen af Saigon i 1859 og projekteringen af Suezkanalen. Kejserdømmets prestige øgedes ved ægteskabet med Eugénie de Montijo i 1853 og kejserprinsens fødsel i 1856, Georges Eugène Haussmanns byfornyelse og verdensudstillingen i Paris i 1855. Men fra 1860 gik det tilbage.

Selvom Napoleon dels liberaliserede handelen, dels gav arbejderne organisationsret og indførte en vis politisk frihed, voksede den demokratiske opposition. De dansk-tyske og preussisk-østrigske krige 1864 og 1866 gav ham ikke den mæglerrolle, han påregnede, og interventionen i Mexico 1861-67 var en fiasko.

En folkeafstemning i 1870 faldt tilsyneladende heldigt ud, men efter de hurtige tyske sejre og hans tilfangetagelse i Den Fransk-tyske Krig i 1870 fejede en opstand den 4/9 regimet bort på få timer.

Napoleon 3. var intelligent, handlekraftig og litterært begavet. Han havde politisk tæft, men manglede realitetssans og blev tidligt legemligt svækket, måske pga. sit lange fængselsophold. Han døde i eksil i England.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Prebensen: Napoleon 3. i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=129939