Louis Eugène Cavaignac, 1802-1857, fransk general og politiker, bror til Godefroy Cavaignac. I 1830'erne og 1840'erne udmærkede han sig som ingeniørofficer under erobringen af Algeriet, hvor han i 1848 var generalguvernør. Samme år valgtes han som konservativ republikaner til Deputeretkammeret i Paris. Han blev udnævnt til krigsminister i republikkens provisoriske regering og nedkæmpede med stor brutalitet pariserarbejdernes opstand i juni 1848. Ved præsidentvalget i december s.å. opstillede Cavaignac som kandidat, men tabte stort til Louis Napoléon Bonaparte. Efter dennes statskup i 1851 blev han arresteret, men frigivet kort tid efter.