Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Louis-Auguste Blanqui

Oprindelig forfatter HeHo Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/2707/=ud_a_133914.mp3?revision=1

Louis-Auguste Blanqui, 1805-1881, fransk politisk aktivist og teoretiker. Blanqui var inspireret af jakobinerne under Den Franske Revolution, af Babeuf og af de italienske Carboneria, især Buonarroti, som han samarbejdede med. Efter en række mislykkede opstande mod monarkiet i 1820'erne deltog Blanqui i Julirevolutionen 1830, men blev forbitret over det politiske resultat, Ludvig-Filips borgerkongedømme. Blanqui genoptog konspirationen og forblev hele livet en professionel revolutionær, der tilbragte mere end halvdelen af sit liv i fransk fængsel. Efter Februarrevolutionen 1848 var han organisator af en folkelig opstand i Paris imod den nye regering, hvilket medførte ti års landsforvisning. Pga. sin deltagelse i nye opstande blev han fængslet kort før Pariserkommunen i 1871, men hans idéer prægede en del af Kommunens handlinger. Blanqui blev benådet i 1879 og samme år valgt som deputeret for Bordeaux, selvom han ikke var valgbar. Blanqui endte sit liv som redaktør af tidsskriftet Ni Dieu, ni maître.

Blanquis idéer, blanquismen, er domineret af forestillingen om, at en energisk og oplyst elite kan tage magten ved et væbnet kup og indføre et overgangsdiktatur. Under dette vil en rationel undervisning befri folket for de fordomme, der især skyldes kirken. Senere vil det selv vælge socialismen. Tankegangen genfindes i kommunismens idé om proletariatets diktatur.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Horstbøll: Louis-Auguste Blanqui i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=48117