Februarrevolutionen 1848 udviklede sig i juni måned til en social revolte, og i arbejderkvartererne i det østlige Paris blev der rejst barrikader. Forfatteren Victor Hugo, byens ærkebiskop Affre og general Bréa søgte at mægle, men Affre og Bréa blev skudt. Billedet viser den første barrikade, som rejstes den 23. juni ved Porte Saint-Denis, mens den angribes af nationalgardens første og anden legion. Samtidigt litografi, Neuruppiner Bilderbogen.

.

Februarrevolutionen 1848, revolution i Frankrig 22.2.-26.6.1848, som afskaffede Julimonarkiet under kong Ludvig-Filip, indførte Den Anden Republik og knuste socialisternes håb om en social republik.

1845-47 var kriseår med misvækst og social nød i hele Europa. Politisk og social utilfredshed gærede derfor i Frankrig ligesom andre steder. Socialisten Proudhon angreb ejendomsretten og det liberale samfunds indre modsigelser, mens journalisten Louis Blanc kritiserede den frie konkurrence og foreslog oprettelse af arbejderstyrede nationalværksteder. De såkaldte reformister omgik regeringens forsamlingsforbud ved at organisere banketter med talere, som agiterede for politisk frihed. Revolutionen udløstes af et forbud mod en sådan banket i Paris 22.2.1848. Arrangørerne nægtede at aflyse og opfordrede til demonstration. Situationen kom ud af kontrol og kostede 23/2 omkring 50 menneskeliv. Kongen søgte at redde monarkiet ved at abdicere til fordel for sin sønnesøn, men demonstranterne besatte 24/2 rådhuset og Deputeretkammeret og krævede en republik. Der dannedes en provisorisk regering af syv republikanere, deriblandt Lamartine, Ledru-Rollin, Garnier-Pagès, Crémieux og Dupont de l'Eure, og fire socialister, deriblandt Louis Blanc og arbejderen Albert.

Regeringen markerede sine demokratiske og sociale hensigter ved at indføre almindelig stemmeret for mænd samt presse- og forsamlingsfrihed. For at distancere sig fra Den Første Republik 1792-99 ophævede den desuden dødsstraf for politiske forbrydelser, afskaffede slaveriet og indførte nationalværksteder for de arbejdsløse og arbejdsdag på 10-11 timer. Regeringen kunne imidlertid ikke enes om et arbejdsministerium og oprettede derfor en Arbejderkommission, som var uden handlekraft. Der opstod endvidere strid om valget til en grundlovgivende forsamling. Socialisterne ønskede udsættelse for at organisere deres kampagne, men republikanerne fastsatte trods demonstrationer valgdatoen til 23/4. Valget blev et knusende nederlag for socialisterne, idet under 100 blev valgt mod omkring 500 moderate republikanere og knap 300 konservative og monarkister. Da der i forbindelse med en demonstration den 15/5 opstod uroligheder, ophævede regeringen Arbejderkommissionen, forbød venstrefløjens politiske klubber og arresterede de socialistiske ledere Albert, Blanqui, Raspail og Barbès. Den 21/6 lukkede regeringen nationalværkstederne og tvangsudskrev arbejdere under 26 år til hæren, de ældre til anlægsarbejder i provinsen. Dette medførte en arbejderopstand 23-26/6, som druknede i blod med 1500 døde. 15.000 revolutionære arresteredes, og mange blev deporteret. General Louis Eugène Cavaignac, der ledede kampene, overtog regeringsmagten som leder af Ordenspartiet, men han tabte stort ved det efterfølgende præsidentvalg til Ludvig-Napoleon Bonaparte. Opstanden blev et nederlag for socialisterne og på længere sigt også for det lille republikanske borgerskab. Den banede vejen for Ludvig-Napoleons statskup og det autoritære kejserdømme. Urolighederne i Frankrig i 1848 var en del af den revolutionære bevægelse, der gik over Europa i det år. Se også Martsrevolutionen 1848 samt Italien (historie). Se endv. Frankrig (historie), Europa (historie) og liberalisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig