Charles Fourier, 1772-1837, fransk samfundsteoretiker; en af de tidligste socialistiske tænkere. Fouriers første større værk Théorie des quatre mouvements et des destinées générales kom i 1808. Han anså det borgerlige kapitalistiske samfund for begrænsende for menneskets natur og ville derfor skabe samfundsformer, som gav individet mulighed for at udfolde sine følelser og drifter på sund og naturlig vis. Fourier ønskede en verdensomspændende føderation af selvforsynende landbrugskooperativer, falanstères, der hver skulle bestå af ca. 800-2000 mennesker. Størrelsen skulle sikre den nødvendige mangfoldighed, således at alle drifter og følelser var repræsenteret i hver falanstère. Medlemmerne skulle skiftes til de forskellige arbejdsopgaver, og den enkelte aflønnes efter det samlede produktionsresultat; således ville man opnå lighed, frihed og større velstand. Fourier inspirerede Karl Marx, men adskilte sig især ved sin fokusering på individet og dets åndelige velbefindende og ved troen på, at den kooperative samfundsform ikke var afhængig af et bestemt politisk system. Fourierismen blev søgt realiseret flere steder i Frankrig og USA, men vandt aldrig stor tilslutning, bl.a. fordi den knyttede sig til agrarsamfundet og fremkom på et tidspunkt, da industrialiseringen begyndte at tage fart.