Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Émile Ollivier

Oprindelig forfatter HPre Seneste forfatter Redaktionen

Émile Ollivier, 1825-1913, fransk politiker. Ollivier var republikaner og ledede i 1848 Februarrevolutionen i Marseille. Under kejserdømmet valgtes han i 1857 som en af fem deputerede i oppositionen. Da Napoleon 3. i 1860 indledte en liberal og social politik, nærmede han sig bonapartismen i håb om at stække den reaktionære og klerikale reformmodstand. Han forsvarede fx i 1864 arbejderlovgivningen.

Efter indførelsen af pressefrihed og parlamentarisme accepterede han i januar 1870 at blive regeringsleder. Skønt modstander af krigen mod Preussen erklærede han i parlamentet, at man skulle gå ind i den "med let hjerte". Opinionen gjorde ham ansvarlig for nederlaget, og en tid måtte han slå sig ned i Italien. Hans dagbøger 1844-69 og værket L'Empire libéral i 14 bind er vigtige kilder til forståelse af det andet kejserdømme.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Prebensen: Émile Ollivier i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=135168