Pierre Claude François Daunou, 1761-1840, fransk præst og politiker. Daunou blev valgt ind i Nationalkonventet, fængslet som moderat, men frigivet efter Robespierres fald i 1794. I direktorietiden sad han i De Femhundredes Råd. Sammen med andre liberale "ideologer" blev han af Napoleon udelukket af Tribunatet i 1802. To år efter blev han rigsarkivar og dermed foregangsmand for det franske arkivvæsens organisering.