Faktaboks

Napoleon Bonaparte

Napoleon 1.; (fransk) Napoléon Bonaparte

Født
15. august 1769, Ajaccio (Korsika)
Død
5. maj 1821, Sankt Helena

Napoleon drager i triumf gennem Brandenburger Tor den 27. oktober 1806 efter Slaget ved Auerstedt og Jena; maleri af Charles Meynier, 1807; Musée de Versailles. I dette slag knuste de franske tropper en forenet saksisk-preussisk hær, og henved 250000 soldater deltog. Få uger senere var Preussen overvundet og reduceredes ved den efterfølgende fredsslutning i Tilsit i juli 1807 til halvdelen af sit territorium. Kunstneren har pyntet på det berlinske efterårsvejr, for at den sejrrige feltherre kunne fremstå i passende glans.

.

Den franske ingeniør C.J. Minards grafiske fremstilling fra 1861 af Napoleons Ruslandsfelttog 1812 giver mange informationer på meget lidt plads. Den viser hærens størrelse, dens lokalisering på en todimensional flade, dens bevægelser til og fra Moskva og temperaturen på bestemte dage under tilbagetoget. Fremstillingen viser, at temperaturen på den koldeste dag (den 6. december) var −30° reaumur svarende til −37,5 °C. Den 3. december 1812 udstedte Napoleon storarméens berømte 29. bulletin, som ikke skjulte de store tab af heste og materiel, men derimod hærens høje dødstal. Vinteren alene fik skylden for katastrofen, selvom det ikke må glemmes, at den stærke hede i sommermånederne også havde tyndet ud i rækkerne. Bulletinen sluttede med: Hans Majestæts helbred har aldrig været bedre.

.

Napoleon kroner Josephine den 2.12.1804 i Notre Dame, maleri af David, Jacques-Louis (1748-1825) fr. maler.

.

Napoleon 1.

.

Napoleon 1. Jean-Auguste-Dominique Ingres' maleri fra 1806 af kejser Napoleon 1. i kroningsudstyr.

.

Napoleon Bonaparte var en fransk revolutionære general og de franskes kejser i årene 1804-1814 og 1815. Napoleon blev født i Ajaccio på Korsika og var ud af den korsikanske adelsslægt Bonaparte. Han er en af historiens mest mytiske figurer.

Han kom til magten ved et kup i 1799. Han erobrede det meste af Europa og blev kendt for at indføre den såkaldte Code Napoléon: et rationaliseret lovsystem, som afskaffede feudale strukturer og skabte en større grad af lighed og ensretning i administrationen.

Napoleon beskrives ofte som en meget sammensat karakter. Han var ambitiøs, magtbegærlig og kynisk, men tillige en realistisk hårdtarbejdende improvisator, der hurtigt kunne overskue vanskelige situationer. Han havde sin styrke som taktikeren, der mesterligt forstod at udnytte de givne omstændigheder, både politisk og militært.

I nyere tid er der kommet mere fokus på Napoleons reaktionære tendenser, såsom hans afskaffelse af de rettigheder, som kvinder havde opnået under revolutionen til skilsmisse og arv, samt hans genindførelse af slaveri.

Uddannelse og tidlig militærkarriere

Da Genova i 1768 havde solgt Korsika til Frankrig, kunne Napoleon få en fransk militæruddannelse. Han blev uddannet i Autun og Brienne og som artilleriofficer på École militaire i Paris i 1785. I årene efter 1789 opholdt han sig mest på sin fødeø, hvor han deltog i det politiske spil omkring frihedshelten Pasquale Paoli. Men da Paoli ønskede englændernes støtte i frihedskampen, og Bonapartefamilien stod på Frankrigs side, måtte familien flygte til Frankrig i sommeren 1793.

Napoleon udmærkede sig i 1793 ved belejringen af Toulon, som var i briternes besiddelse, og blev efter dens fald udnævnt til brigadegeneral. Som tilhænger af Robespierre blev han efter dennes fald i 1794 en kort overgang fængslet. Barras, der var ledende politiker i det nye styre, Direktoriet, fik imidlertid brug for ham ved nedkæmpelsen af royalisterne i Vendémiaire-opstanden i Paris i oktober 1795.

Kort tid efter mødte Napoleon Barras' tidligere elskerinde, Joséphine de Beauharnais, som var enke efter en guillotineret general. I marts 1796 giftede han sig med Joséphine, men tog straks derpå til fronten som øverstbefalende for de franske styrker i Italien.

Hærfører i Egypten

Felttoget mod østrigerne i Norditalien, der afsluttedes med freden i Campo Formio i oktober 1797, blev et gennembrud for Napoleon som hærfører. Allerede i maj 1798 stod han i spidsen for en ekspedition til Egypten med det formål at ramme Storbritanniens handel og interesser i Indien.

Trods store sejre i begyndelsen blev felttoget en fiasko, efter at den britiske admiral Nelson havde ødelagt den franske flåde i Slaget ved Abu Qir.

Napoleon som førstekonsul

Da Frankrig igen var trængt militært, og Direktoriet var upopulært, tog Napoleon af egen drift tilbage til Paris. Den 9.-10. november 1799 gennemførte han det såkaldte Brumaire-kup, som kun lykkedes, fordi hans bror Lucien (1775-1840) som formand for De Femhundredes Råd lod militæret gribe ind i det afgørende øjeblik.

Konsulatets reformer

Hermed blev republikken afskaffet og afløst af Konsulatet, legitimeret ved folkeafstemninger og styret af Napoleon som førstekonsul samt af to medkonsuler. Der gennemførtes en række reformer. Retsvæsenet blev systematiseret i et lovkompleks, kaldet Code Napoléon, en ny adel blev dannet ved oprettelsen af Æreslegionen, og forholdet til paven normaliseredes i et konkordat, som betød, at katolicismen blev anerkendt som flertallets religion.

Undervisning på de lavere niveauer blev atter overladt til kirken, mens staten stod for de nye elitegymnasier og universiteterne; desuden blev finanserne bragt på fode. Men der var også tilbageslag, idet borgerrettigheder og pressefriheden begrænsedes, og politiminister Fouchés hemmelige politi opererede overalt.

Efter sejren ved Marengo i Norditalien i år 1800 og sejre i Sydtyskland over Østrig sluttedes fred med Østrig i 1801 og året efter med Storbritannien. Frankrig oplevede for første gang i lange tider en kortvarig fredsperiode, hvilket øgede førstekonsulens popularitet.

Kejser Napoleon

Efter et mislykket royalistisk attentat prøvede Napoleon at sikre styret ved at lade sig krone til de franskes kejser den 2. december 1804 i Notre-Dame i Paris under overværelse af paven. I 1805 blev Napoleon tillige konge af Italien og året efter beskytter af Rhinforbundet efter at have opløst det hensygnende Tysk-romerske Rige. I de følgende år indsatte han slægtninge som fyrster i de franske lydstater.

Napoleon betragtede Storbritannien som hovedfjenden, og han havde derfor havde samlet store styrker ved kanalkysten for at foretage en invasion. Alligevel måtte han i 1805 angribe Østrig og Rusland, efter at disse havde erklæret krig. Disse magter blev slået ved Austerlitz i 1805, Preussen ved Jena i 1806 og Rusland ved Eylau og Friedland i 1807. Derefter sluttede Rusland den 7. juli 1807 fred med Frankrig i Tilsit og tilsluttede sig Kontinentalsystemet, som var en økonomisk krigsførelse mod Storbritannien.

Kontinentalsystemet

Efter at den britiske flåde under admiral Nelson havde slået den forenede fransk-spanske flåde ved Trafalgar i 1805, måtte Napoleon opgive alle invasionsplaner. Derfor ændrede han strategi til en defensiv økonomisk krigsførelse mod Storbritannien via Kontinentalsystemet eller Fastlandsspærringen. Den blev proklameret med Berlinerdekretet i 1806, hvilket medførte forbud mod import af britiske varer til Frankrig og dets lydlande.

Det var derfor vigtigt at få kontrol over Portugal, som traditionelt havde en stor handel med Storbritannien. Samtidig blev Napoleon involveret i interne dynastiske stridigheder i Spanien, som endte med, at Napoleon indsatte sin ældre bror Joseph som konge i 1808. Dette førte til en brutal guerillakrig, som bandt mange franske tropper i Spanien. Snart efter måtte de også kæmpe mod britiske hjælpetropper under general Wellesley, den senere hertug af Wellington.

Østrigsk alliance

Østrig vejrede morgenluft og søgte atter at rejse sig til modstand mod det franske overherredømme, men blev med stort besvær besejret ved Wagram i 1809. Alliancen mellem de to parter blev beseglet ved Napoleons ægteskab med ærkehertuginde Marie-Louise af Habsburg. I 1811 fødte hun en søn, som fik titlen "konge af Rom", og dermed var arvefølgen sikret. Forinden havde Napoleon ladet sig skille fra Joséphine, som ikke havde været i stand til at skænke ham en tronarving.

Den fejlslagne invasion af Rusland i 1812

Forholdet mellem Frankrig og Rusland blev mere og mere anspændt, især da kejser Aleksander 1. underminerede Kontinentalsystemet ved at lægge told på franske varer og tillade neutrale skibe at anløbe russiske havne. I juni 1812 kastede Napoleon sig ud i en hasarderet invasion af Rusland.

Under store vanskeligheder rykkede La Grande Armée på 600.000 mand, som bestod af kontingenter fra mange europæiske lande, dybere og dybere ind i Rusland. Først ved Borodino slog de franske styrker de russiske og indtog derefter Moskva i september.

Tilbagetoget

Men byen var rømmet, og snart udbrød der voldsomme brande, som lagde store dele af den i aske. Da den russiske kejser ignorerede de franske fredstilbud, og vinteren var ved at nærme sig, indledte Napoleon i slutningen af oktober sit tilbagetog.

Ved meddelelsen om kupplaner i Paris forlod Napoleon sine tropper for med få ledsagere at haste til Paris. Felttoget endte i den helt store katastrofe pga. sult, kulde og kosakangreb med et tab på ca. 1/2 mio. mand, 200.000 heste og enorme mængder af materiel.

De sidste nederlag 1813-1815

I felttogene 1813-1814 stod Napoleon over for en samlet front bestående af stormagterne Storbritannien, Rusland, Østrig og Preussen, som han i længden ikke kunne hamle op med.

I oktober 1813 tabte han på afgørende vis Slaget ved Leipzig, hvilket medførte, at franskmændene måtte trække sig tilbage over Rhinen. Den 30. marts 1814 blev Paris indtaget, og få dage efter blev Napoleon af sine marskaller tvunget til at abdicere i Fontainebleau.

Han blev derefter af sejrherrerne forvist til Elba. En provisorisk regering, der blev ledet af Napoleons tidligere udenrigsminister Talleyrand og støttet af den russiske kejser, genindsatte Ludvig 18. Bourbon på den franske trone.

De Hundrede Dage

I marts 1815 vendte Napoleon tilbage og gjorde et forsøg på at retablere kejserdømmet, de såkaldte Hundrede Dage. Efter nederlaget ved Waterloo den 18. juni 1815 mod Wellingtons styrker, der blev støttet af general Gebhardt Leberecht von Blüchers preussiske tropper i den afgørende slutfase, måtte han imidlertid for anden gang abdicere til fordel for Ludvig 18.

Napoleons død

Napoleon overgav sig til den britiske regering, som fik ham forvist til øen Sankt Helena, hvor han døde i 1821. I 1840 lod kong Ludvig-Filip Napoleons jordiske rester bisætte i en sarkofag i Église du Dôme des Invalides i Paris.

Myten om Napoleon

Allerede mens Napoleon var ved magten, udformede han bevidst sin egen myte, og på Sankt Helena udnyttede han tilhængerne de las Cases og Charles Tristan de Montholon (1783-1853) i det øjemed.

De skabte den romantiske legende, der gik ud på, at Napoleon i virkeligheden havde ønsket at give de europæiske befolkninger frihed, selvstændighed og fred. Et mere realistisk billede møder man i de dagbøger fra Sankt Helena, som Gaspard Gourgaud (1783-1852) og Henri Gatien Bertrand (1773-1844) skrev uden tanke på udgivelse, og som først blev publiceret langt senere.

I årtierne efter Napoleons fald opstod der parallelt med legenden en folkelig, romantisk kejserkult. Digteren de Béranger bidrog hertil med sine populære viser om Napoleon.

Bonapartismen

Endelig opstod der omkring Napoleons nevø, Louis Bonaparte, den senere kejser Napoleon 3., en politisk bevægelse kaldet bonapartismen, der havde som program, at den stærke napoleonske stat skulle muliggøre en større social retfærdighed.

Efter det andet kejserdømmes fald som følge af nederlaget i krigen mod Preussen i 1870 mistede denne bevægelse sin betydning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig