• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ludvig 18.

Oprindelig forfatter JBoC Seneste forfatter Redaktionen

Ludvig 18. Det lykkedes aldrig for Ludvig 18. at genskabe den brede tillid til kongemagten i den franske befolkning. Denne samtidige karikatur med titlen Det franske folks undertrykkelse under det absolutte kongedømme viser det til fulde. Konge, kirke og adel skamrider en blindet og lænket undersåt, der slæber sig hen over en tornestrøet jord.

Ludvig 18. Det lykkedes aldrig for Ludvig 18. at genskabe den brede tillid til kongemagten i den franske befolkning. Denne samtidige karikatur med titlen Det franske folks undertrykkelse under det absolutte kongedømme viser det til fulde. Konge, kirke og adel skamrider en blindet og lænket undersåt, der slæber sig hen over en tornestrøet jord.

Ludvig 18., 1755-1824, greve af Provence, konge af Frankrig fra 1814, bror til Ludvig 16. og greven af Artois, den senere Karl 10. Før og under Den Franske Revolution var Ludvig i en vis opposition til hoffet, bl.a. ved at gå ind for en fordobling af tredjestandens repræsentanter. 20.6.1791 flygtede han til Koblenz. Efter Ludvig 16.s henrettelse i januar 1793 tog Ludvig titlen regent og ved Ludvig 17.s død i 1795 kongetitlen. Under sit eksil fik han til sidst fast ophold i England, hvor han var 1807-14.

Ludvig arbejdede uophørligt på at genetablere det franske monarki. Med støtte fra England og den provisoriske regering under ledelse af Talleyrand-Périgord blev han kaldt hjem efter Napoleons abdikation, flyttede ind i Tuilerierne, og den 4.6.1814 underskrev han Frankrigs nye forfatning og blev hermed konge.

Denne første restauration af kongedømmet blev afbrudt af Napoleons 100 Dage i 1815, hvorunder Ludvig 18. var i eksil i Gent. Efter Napoleons anden abdikation vendte han straks tilbage og regerede indtil sin død. Kongen bestræbte sig intelligent og smidigt på at forsone det genoprettede monarki med traditionerne fra revolutionen og kejserdømmet, men uden held. Gradvis blev det politiske liv mere og mere polariseret pga. krav fra bl.a. ultraroyalisterne, som efterhånden helt overtog magten i Deputeretkammeret. De var for størstedelen hjemvendte emigranter, som ønskede deres tidligere rettigheder tilbage. Samtidig gik de ind for de nye liberalistiske idéer om gennem forfatningen at tvinge kongen til at tage sin regering fra deres rækker. I dette spil prøvede Ludvig 18. at omgive sig med så moderate regeringsledere som muligt, men alligevel fik hans sidste år på tronen et tydeligt reaktionært præg.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jeppe Bo Christensen: Ludvig 18. i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=118636