Jean Denis Lanjuinais, 1753-1827, fransk politiker. Lanjuinais stiftede sammen med andre repræsentanter fra Bretagne ved stænderforsamlingen 1789 Den Bretonske Klub, der senere blev til Jakobinerklubben. Her tilhørte han girondinerne i striden med montagnarderne, bl.a. Saint-Just og Robespierre. Efter Robespierres fald i 1794 var han en af hovedkræfterne bag forfatningen af 1795. 1814 valgtes han som liberal deputeret og skrev Essai sur la charte, hvori han betoner, at folkeviljen er monarkiets grundlag.