Jean Baptiste Jourdan, 1762-1833, fransk greve og officer. Jourdan deltog i Den Amerikanske Revolution, blev kaptajn i Nationalgarden 1789 og avancerede til divisionsgeneral 1793. Som øverstbefalende over Sambre-et-Meuse-arméen sejrede han over østrigerne i Slaget ved Fleurus 26.6.1794. Han blev valgt ind i De Femhundredes Råd under Direktoriet i 1797, hvor han var hovedmanden bag loven om værnepligt. Jourdan var i begyndelsen modstander af Brumairekuppet 1799, men trådte senere i Napoleons tjeneste. Han blev udnævnt til marskal i 1804, og 1808-13 var han generalstabschef hos Joseph Bonaparte. Han tilsluttede sig bourbonerne, blev greve i 1816 og pair af Frankrig 1819.