• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jean-Paul Marat

Oprindelig forfatter NHoeff Seneste forfatter Redaktionen

Jean-Paul Marats død i badekarret, skildret på det berømte maleri af Jacques-Louis David fra 1793. På brevet i Marats hånd står: 'Den 13. juli 1793. Marianne Charlotte Corday til borgeren Marat. Det er tilstrækkeligt, at jeg er ganske ulykkelig over at have ret til Deres bevågenhed.' Charlotte Corday havde fået adgang til Marats værelse under påskud af at ville beskytte ham. Maleriet findes på Musées royaux des beaux-arts i Bruxelles.

Jean-Paul Marat, 24.5.1743-13.7.1793, fransk politiker. I 1776 blev Jean-Paul Marat læge i greven af Artois' stab i Paris. Fra september 1789 begyndte han at udgive revolutionens mest kendte og populære avis, L'Ami du peuple.

På grund af sine voldsomme angreb på myndighederne og opfordringer til at lade hovederne rulle måtte han flere gange holde sig skjult. Han var en af de ledende i Cordeliersklubben og så populær blandt sansculotterne, at han i 1792 blev valgt ind i Nationalkonventet. Her sluttede han sig til montagnarderne, men de betragtede denne usoignerede fanatiker med foragt og væmmelse; derfor stod han politisk ret isoleret.

Marat lagde sig ud med Gironden, som anklagede ham for at ville indføre diktatur. Den fik ham stillet for Revolutionsdomstolen, hvor han blev frikendt. Hans fornyede hadske udfald mod Gironden bidrog til dens fald i juni 1793.

Annonce

Til Robespierres lettelse blev Jean-Paul Marat 13.7.1793 myrdet af Charlotte Corday; hermed havde revolutionen fået en martyr, og hans jordiske rester blev overført til Panthéon for et år efter at blive fjernet derfra.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Høffding: Jean-Paul Marat i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=121867