Feuillantklubben, royalistisk politisk klub under Den Franske Revolution. Feuillantklubben blev grundlagt i juli 1791 som en udbrydergruppe fra Jakobinerklubben. Årsagen til splittelsen var uenighed om kongens afsættelse efter hans flugtforsøg. Klubben fik navn efter det feuillantkloster, som var dens tilholdssted. Lederne var La Fayette, Bailly og triumviratet Barnave (1761-93), Duport (1759-98) og Lameth. Der opstod hurtigt uenighed inden for ledelsen, og møderne blev ofte forstyrret af ekstremister fra tribunerne. Efter kongedømmets fald 10.8.1792 gik klubben i opløsning.