• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den Franske Revolution

Oprindelig forfatter NHoeff Seneste forfatter Redaktionen

Den Franske Revolution, samlet betegnelse for begivenhederne i Frankrig 1789-99.

Fra Stænderforsamling til Nationalforsamling; Stormen på Bastillen

I anden halvdel af 1700-t. blev den franske stats finansielle forhold stadig værre, især pga. deltagelsen i Den Amerikanske Revolution (1775-83), som den franske finansminister Jacques Necker havde finansieret ved lån. Hans efterfølger, Charles-Alexandre de Calonne, fremlagde i 1786 en omfattende økonomisk reformplan, der skulle iværksættes for at undgå statsbankerot. Den mødte modstand hos de privilegerede stænder og parlamenterne, der ud over at være domstole hævdede, at kongelig lovgivning kun var gyldig, hvis den var godkendt af dem.

Den Franske Revolution. Boldhuseden. Da generalstændernes tredjestand, de borgerlige, den 20.6.1789 fandt deres normale mødesal aflåst, samledes de i et boldhus ikke langt fra Versailles. Her aflagde de en højtidelig ed på ikke at ville skilles, førend de havde givet Frankrig en fri forfatning. Alle tre stænder blev kort tid efter forenet i en Nationalforsamling, hvilket ses symboliseret ved de tre personers forbrødring i midten af billedet. Kun én nægtede at aflægge eden, og han ses yderst tv. Pennetegning fra 1790'erne af Jacques-Louis David; Louvre.

Den Franske Revolution. Boldhuseden. Da generalstændernes tredjestand, de borgerlige, den 20.6.1789 fandt deres normale mødesal aflåst, samledes de i et boldhus ikke langt fra Versailles. Her aflagde de en højtidelig ed på ikke at ville skilles, førend de havde givet Frankrig en fri forfatning. Alle tre stænder blev kort tid efter forenet i en Nationalforsamling, hvilket ses symboliseret ved de tre personers forbrødring i midten af billedet. Kun én nægtede at aflægge eden, og han ses yderst tv. Pennetegning fra 1790'erne af Jacques-Louis David; Louvre.

Ludvig 16. opløste parlamenterne, men blev nødt til at indkalde generalstænderne til møde i Versailles 5.5.1789. Generalstænderne bestod af repræsentanter fra førstestand (291 gejstlige), andenstand (285 adelige) og tredjestand (578 borgerlige). Da forsamlingen ikke havde været indkaldt siden 1614, var der i begyndelsen uklarhed om, hvorvidt man skulle følge den gamle praksis, at hver stand stemte samlet, eller om man skulle stemme pr. hoved. Det sidste gik tredjestand ind for, da den havde opnået dobbelt repræsentation.

Da kongen ikke tog noget initiativ, proklamerede tredjestand sig 17.6.1789 som Nationalforsamling og svor ved den såkaldte Boldhused tre dage senere ikke at ville skilles, før Frankrig havde fået en forfatning. Kongen gav op og beordrede de andre stænders repræsentanter til at slutte sig til Nationalforsamlingen.

Annonce

I Paris var der stor uro pga. stigende brødpriser. Mange journalister, fx Camille Desmoulins og Jean-Paul Marat, agiterede voldsomt mod kongemagten. Da kongen i denne ophedede situation trak tropper sammen omkring byen, stormede folkemængden 14.7.1789 fæstningen og fængslet Bastillen for at få fat i våben og ammunition. Et nyt kommunestyre under borgmester Jean-Sylvain Bailly tog magten i Paris, og der blev oprettet en nationalgarde med Joseph La Fayette som chef til at holde orden og forsvare byen mod de kongelige tropper. Stormen på Bastillen blev den første store revolutionsdag, journée révolutionnaire, og årsdagen er siden blevet fejret som Frankrigs nationaldag.

Den Franske Revolution. Stormen på Bastillen; samtidigt gouachemaleri. Musée Carnavalet. Den naivistiske, men detaljerede gengivelse er muligvis af vinhandleren Claude Cholat, som hævdede at have arresteret fæstningens guvernør. Han har skildret hele begivenhedsforløbet i ét billede: Parisernes spredte skyderi fra den første forgård, vindebroen, der er ved at blive hugget ned, og soldater fra den franske garde, som i den anden gård vil sprænge porten til fæstningen med kanonild. Garden sikrede garnisonens overgivelse, hvilket ses af den hvide fane øverst på Bastillens mure

Den Franske Revolution. Stormen på Bastillen; samtidigt gouachemaleri. Musée Carnavalet. Den naivistiske, men detaljerede gengivelse er muligvis af vinhandleren Claude Cholat, som hævdede at have arresteret fæstningens guvernør. Han har skildret hele begivenhedsforløbet i ét billede: Parisernes spredte skyderi fra den første forgård, vindebroen, der er ved at blive hugget ned, og soldater fra den franske garde, som i den anden gård vil sprænge porten til fæstningen med kanonild. Garden sikrede garnisonens overgivelse, hvilket ses af den hvide fane øverst på Bastillens mure

Monarkiets fald

Efter disse begivenheder valgte mange at emigrere. Store bondeuroligheder, den store frygt, prægede provinsen, og hermed havde revolutionen udviklet sig til en massebevægelse. For at imødekomme bøndernes krav gennemførte Nationalforsamlingen 4.8.1789 en ophævelse af mange af de privilegeredes rettigheder. Atter blev brødproblemet akut, og parisiske kvinder drog 5.10.1789 i tusindvis til Versailles og krævede brød. Under pres måtte kongefamilien forlade slottet for at tage ophold i paladset Tuilerierne i Paris.

Herefter indtrådte en noget roligere periode, bl.a. fordi høsten i 1789 var god, og mange reformer blev gennemført. Den 26.8.1789 var Menneskerettighedserklæringen blevet proklameret som et program for de nye tider. Der gennemførtes en ny administrativ og juridisk struktur, og kirkens godser blev nationaliseret og udbudt til salg. Dette medførte i 1790 en ny kirkeordning, hvorefter de gejstlige skulle vælges og lønnes af staten og aflægge troskabsed. Derved opstod der splittelse blandt de gejstlige, da mange ikke ville aflægge eden; paven tog også afstand fra ordningen. For at undgå yderligere splittelse blev der på årsdagen for Stormen på Bastillen afholdt en forsonings- og nationalfest på Marsmarken under ledelse af La Fayette og biskop Charles Maurice de Talleyrand-Périgord.

Fra midten af 1791 tog urolighederne igen til. Den 20.6.1791 forsøgte kongefamilien at flygte, men blev pågrebet i Varennes og ført tilbage til Paris. Nationalforsamlingen prøvede at bortforklare kongens flugt, men ved et massemøde på Marsmarken 17.7.1791, organiseret af den folkelige Cordeliersklub, krævede de politisk aktive fra småborgerskabet, sansculotterne, kongens afgang. Protestdemonstrationen blev opløst af La Fayettes nationalgardister med mange dræbte og sårede til følge. Disse begivenheder medførte en dyb splittelse af borgerskabet. Den borgerlige Jakobinerklub blev delt i en royalistisk fløj, som brød ud og dannede Feuillantklubben med Bailly og La Fayette i ledelsen, mens de mere radikale blev tilbage under Maximilien de Robespierres ledelse.

Den Franske Revolution. Bastillen blev stormet af pariserne den 14. juli 1789. Brugen af den som statsfængsel var ubetydelig, der sad kun syv fanger i cellerne, men som symbol på den absolutistiske kongemagts vilkårlige og retsløse behandling af det enkelte menneske var den forhadt. Samtidigt maleri.

Den Franske Revolution. Bastillen blev stormet af pariserne den 14. juli 1789. Brugen af den som statsfængsel var ubetydelig, der sad kun syv fanger i cellerne, men som symbol på den absolutistiske kongemagts vilkårlige og retsløse behandling af det enkelte menneske var den forhadt. Samtidigt maleri.

I september 1791 trådte forfatningen i kraft, et konstitutionelt monarki blev indført, og valg til Den Lovgivende Forsamling blev afholdt. Pga. de stigende spændinger i forholdet til Østrig og Preussen var hovedspørgsmålet krig eller fred. I forsamlingen agiterede venstregruppen under Jacques Pierre Brissot for krig som et middel til at samle nationen og udbrede revolutionens idéer, mens feuillanterne var modstandere af krigen. I Jakobinerklubben advarede Robespierre mod krigen af frygt for et militærdiktatur. Men krigstilhængerne havde overtaget, og i april 1792 erklæredes krig mod Østrig og senere mod Preussen.

Krigen gik dårligt, og det blev mere og mere åbenbart, at kongen stod i ledtog med fjenden. Derfor stormede sansculotterne Tuilerierne 10.8.1792. Det betød kongedømmets endelige fald og kongefamiliens fængsling i Le Temple. Da fjenden nærmede sig, gik der panik i sansculotterne, og af frygt for opstande foranstaltede de massakrer, de såkaldte Septembermyrderier, på de mange fængslede. Justitsminister Georges-Jacques Danton søgte at mobilisere alle kræfter til en militær indsats; situationen lettedes imidlertid noget ved underretningen om en fransk sejr ved Valmy den 20.9.1792.

Nationalkonventet 1792-95 og Rædselsherredømmet

Dagen efter trådte det nye Nationalkonvent sammen. Nationalkonventets radikale fløj, Montagnen, blev bl.a. ledet af Robespierre, Louis Saint-Just og Georges Couthon, mens den mere moderate fløj, Gironden, blev ledet af bl.a. Brissot og Vergniaud. Konventets store midtergruppe blev kaldt sumpen. Forsamlingen proklamerede straks indførelsen af republikken, dømte kongen til døden og lod ham guillotinere 21.1.1793.

I flere provinser var der i foråret oprør, og i Paris stillede sansculotterne, ledet af den yderligtgående gruppe de rasende under ekspræsten Jacques Roux, krav om sociale reformer. Alt dette medførte en radikalisering af revolutionen. I marts oprettedes Revolutionsdomstolen, som skulle dømme politiske modstandere, og i april etableredes Velfærdsudvalget, som blev den reelle revolutionære regering.

Indadtil mundede magtkampen mellem girondinerne og montagnarderne ud i en udrensning i Nationalkonventet 2.6.1793. Dette kup blev bakket op af sansculotterne, og et egentligt montagnarddiktatur blev resultatet. Men presset fra sansculotterne fortsatte og kulminerede i en stor demonstration 5.-6. september 1793, der denne gang var vendt mod montagnarderne. De måtte herefter bøje sig, hårdt trængt på alle fronter. Rædselsherredømmet blev gennemført, hvilket betød en hårdere kurs mod de kontrarevolutionære samt maksimalpriser på en række fødevarer og massemobilisering.

Den Franske Revolution. Robespierres fald. Stikket viser tumulten, da konventstropperne den 28.7.1794 trængte ind i rådhuset, hvor Robespierre og hans tilhængere havde søgt tilflugt. Robespierre blev såret i kæben, men det er uvist hvordan. Her ses gendarmen Merda affyre et skud imod ham, men andre fremstillinger kendes også. Robespierre og hans tilhængere blev guillotineret senere samme dag. Koloreret stik af F.J. Harriet (d. 1805); Musée Carnavalet.

Den Franske Revolution. Robespierres fald. Stikket viser tumulten, da konventstropperne den 28.7.1794 trængte ind i rådhuset, hvor Robespierre og hans tilhængere havde søgt tilflugt. Robespierre blev såret i kæben, men det er uvist hvordan. Her ses gendarmen Merda affyre et skud imod ham, men andre fremstillinger kendes også. Robespierre og hans tilhængere blev guillotineret senere samme dag. Koloreret stik af F.J. Harriet (d. 1805); Musée Carnavalet.

I foråret 1794 rettedes der kritik mod den revolutionære regering fra to fronter. Dels de moderate montagnarder, dantonisterne, under ledelse af Danton og Camille Desmoulins, som ønskede Rædselsherredømmet afviklet, dels de yderligtgående, hébertisterne, ledet af Jacques René Hébert og Pierre Chaumette og støttet af militante sansculotter, som ønskede en radikalisering af terrorpolitikken. Den revolutionære regering reagerede prompte ved at få hébertisterne guillotineret i marts og dantonisterne i april.

Den revolutionære regering tiltog sig mere og mere kontrol over det politiske liv. Den fik magten i Pariserkommunen, og mange folkelige klubber blev lukket. Den berygtede offentlige anklager Antoine Fouquier-Tinville administrerede den uhyggelige prairiallov fra juni, som med ubønhørlig strenghed fratog de anklagede ret til forsvar. Rædselsherredømmet nåede sit højdepunkt i denne periode. Samtidig søgte Robespierre med dyrkelsen af Det Højeste Væsen at indstifte en verdslig religion. Men snart kom det til voldsomme konflikter i Velfærdsudvalget og Sikkerhedsudvalget, og mange konventsmedlemmer frygtede for deres liv. En sammensværgelse, dannet af bl.a. Jean Lambert Tallien, Joseph Fouché og Paul Barras, fik under et stormfuldt møde i Nationalkonventet den 9. thermidor (27.7.1794) Robespierre, Saint-Just, Couthon og andre tilhængere af Rædselsherredømmet arresteret. De blev dømt og guillotineret dagen efter. Rædselsherredømmet var forbi.

Direktoriet

De nye magthavere, thermidorianerne, slog ind på en reaktionær kurs. Jakobinerklubben blev lukket, og i desperation over de håbløse økonomiske vilkår foranstaltede sansculotterne de sidste store journées révolutionnaires i april og maj 1795. Nationalkonventet satte militæret ind, og hermed havde sansculotterne udspillet deres politiske rolle.

I oktober 1795 gennemførtes en ny Direktorieforfatning. Fem direktører, med Barras som den ledende, fik den udøvende magt. Utilfredsheden med Direktoriet var stor, hvilket medførte, at royalisterne søgte at rejse sig til modstand i oktober, men opstanden blev knust af bl.a. Napoleon Bonapartes artilleri. Regeringen førte en slingrende kurs med skiftende alliancer, valgsvindel og kup støttet af militæret. Konsekvensen blev da også, at Napoleon Bonaparte den 9.11.1799 gennemførte et militærkup, som førte til republikkens ophør og oprettelsen af Konsulatet og senere Kejserdømmet.

Revolutionens betydning

På det politiske plan var Den Franske Revolution det første skridt på vejen mod afviklingen af enevælden i Europa. Folkesuveræniteten blev fastslået som folkets ret til at vælge sine politiske institutioner. Desuden blev den nationale enhedsstat gennemført med administrativ ensartethed og centralisering. Den nye tids program fandt sit udtryk i sloganet frihed, lighed og broderskab og sit symbol i den nye fane, Trikoloren. Økonomisk set skete der ikke de store ændringer, da industrialiseringen først kom til Frankrig et halvt århundrede senere. Hvad ejendomsforholdene angår, tabte kirken mest, da dens jorder blev nationaliseret. Det var velstående bønder og storborgerskabet i byerne, der opkøbte kirkens og emigranternes godser, uden at det i væsentlig grad ændrede den sociale struktur.

Militært set gennemførtes massemobilisering og senere værnepligt. Herved fik krigene i Europa en mere total karakter ved i princippet at blive ført af nationen under våben. På det religiøse område gik udviklingen i retning af en sekularisering af tilværelsen. Et kompromis mellem stat og kirke gennemførtes med Konkordatet i 1801, mens den endelige adskillelse af stat og kirke først blev gennemført i 1905. Revolutions- og Napoleonstiden blev endvidere enden på den franske dominans på det kulturelle område.

Den Franske Revolution. Allegorisk fremstilling af republikken som en kvinde klædt i antikke gevandter. Spydet med den røde hue er symbol på den folkelige magt og friheden, trekanten er symbol på lighed. Det blomsterkransede fasces, som trekanten hviler på, symboliserer republikkens magt. Marianneskikkelsen, som senere i 1800-t. skulle blive symbolet på den franske republik, begynder hermed at tage form. Maleri af Antoine-Jean Gros, 1794; Versailles

Den Franske Revolution. Allegorisk fremstilling af republikken som en kvinde klædt i antikke gevandter. Spydet med den røde hue er symbol på den folkelige magt og friheden, trekanten er symbol på lighed. Det blomsterkransede fasces, som trekanten hviler på, symboliserer republikkens magt. Marianneskikkelsen, som senere i 1800-t. skulle blive symbolet på den franske republik, begynder hermed at tage form. Maleri af Antoine-Jean Gros, 1794; Versailles

Med revolutionen skete der på det ideologiske plan en nyorientering. Liberalismen blev knæsat med Menneskerettighedserklæringen og på længere sigt med etableringen af den borgerlige liberale stat. I en kort periode eksperimenterede sansculotterne med et socialt demokrati, en forløber for de senere folkelige bevægelser og socialismen, først udviklet af François Babeuf. Parallelt opstod en modbevægelse med montagnardstyrets totalitære tendenser. Som en reaktion mod revolutionen udvikledes konservatismen med Edmund Burke og reaktionære ideologier med Louis Bonald og Joseph de Maistre som bannerførere. Vigtig var også udviklingen af den revolutionære myte, hvorved Den Franske Revolution blev forbillede for revolutionerne i 1830, 1848, 1871 og Den Russiske Revolution i 1917.

Fortolkninger af revolutionen

Georges Lefebvre, som blev professor ved Sorbonne i 1935, så revolutionen i et klassekampsperspektiv. På baggrund af indgående empiriske studier undersøgte han bøndernes rolle, som han tillagde en selvstændig funktion i en ellers hovedsagelig borgerlig revolution. Han mente også, at dannelsen af en kollektiv revolutionær bevidsthed blev afgørende for revolutionens karakter.

Hans efterfølger i 1959, Albert Soboul, undersøgte bybefolkningens, herunder især sansculotternes betydning. De udgjorde ifølge Soboul ikke nogen klasse, men var sammensat af elementer fra alle lag, og derfor var deres ideologi diffus. Fra 1970'erne og frem til 1990'erne har Sobouls efterfølger, Michel Vovelle, undersøgt mentalitetshistoriske emner i revolutionshistorien, fx frygtens og voldens funktion samt dødsopfattelsen. Han har på den måde forsøgt at indkredse en revolutionær mentalitet.

Den marxistiskinspirerede forskning blev i 1950'erne fra engelsk side kritiseret af Alfred Cobban. Han satte spørgsmålstegn ved, om revolutionen kunne opfattes som en borgerlig revolution. Hovedaktørerne var ikke et industriborgerskab, men ejendomsbesiddere, embedsmænd og folk i liberale erhverv. Denne revisionistiske kritik blev i Frankrig taget op af François Furet, som forkastede den økonomiske fortolkning og så revolutionen som et politisk fænomen. Den måtte tolkes som et forsøg på at etablere et liberalt demokratisk samfund, som med Rædselsherredømmet blev afsporet i totalitær retning. Den liberale og demokratiske republik blev først fast etableret hundrede år senere. Med Furets kritik må den marxistiske tolkning nu siges at være opgivet.

I de senere år har der under påvirkning af antropologi og litteraturvidenskab været en tendens til at fremhæve revolutionens kulturelle sider. Den amerikanske forsker Lynn Hunt har undersøgt aktører og symboler og ser en ny politisk kultur opstå med revolutionen. Et nyt sprog eller en ny diskurs opstod i forbindelse med begreber som nation, folk, repræsentation, genfødsel, dyd osv. Gennem sprog og symboler skabtes et nyt styre i Frankrig baseret på partier og organisation, hvilket fik verdenshistoriske følger.

Den samme kulturhistoriske tilgang har Roger Chartier, som har undersøgt sprogets, tekstens og den litterære produktions betydning for bevidsthedsdannelsen. En af hans hovedidéer går ud på, at økonomiske og sociale relationer ikke kan siges at gå forud for kulturelle; de er selv et led i kulturen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Høffding: Den Franske Revolution i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=489803