Stormen på Bastillen.

Bastillen blev stormet af pariserne den 14. juli 1789. Brugen af den som statsfængsel var ubetydelig, der sad kun syv fanger i cellerne, men som symbol på den absolutistiske kongemagts vilkårlige og retsløse behandling af det enkelte menneske var den forhadt. Samtidigt maleri.

Stormen på Bastillen.
Af .

Allegorisk fremstilling af republikken som en kvinde klædt i antikke gevandter. Spyddet med den røde hue er symbol på den folkelige magt og friheden, trekanten er symbol på lighed. Det blomsterkransede fasces, som trekanten hviler på, symboliserer republikkens magt. Marianneskikkelsen, som senere i 1800-tallet skulle blive symbolet på den franske republik, begynder hermed at tage form.

/Gyldendal/Versailles .

Den Franske Revolution var en periode fra 1789 til 1799 med store sociale og politiske omvæltninger i Frankrig og dets kolonier. Enevælden og adelen blev afskaffet, der blev gennemført økonomiske reformer, slaveriet blev afskaffet, skilsmisse blev tilladt, og et fransk parlament ved navn Nationalforsamlingen blev dannet. Revolutionen var en af verdenshistoriens afgørende begivenheder, og den definerer på mange måder, hvad vi overhovedet forstår ved politik og retfærdige politiske systemer den dag i dag.

I 1792 blev Frankrig erklæret en republik. Denne såkaldt ‘første republik’ eksisterede frem til 1804, hvor Napoleon (der i 1799 var kommet til magten ved et kup) afskaffede republikken og udråbte sig selv til kejser af et fransk imperium. Stormen på Bastillen den 14. juli 1789 indledte Den Franske Revolution, og den 14. juli er i dag Frankrigs nationaldag.

Baggrunden for Den Franske Revolution var periodisk hungersnød, stigende fødevarepriser og en nær statsbankerot, der nødvendiggjorde grundlæggende politiske reformer. Hertil kom fremkomsten af en offentlig sfære med nye billige medier som aviser og pamfletter. Under offentlige forsamlinger blev nye idéer om menneskerettigheder, medborgerskab og folkesuverænitet fremført og diskuteret. Det revolutionære slagord var “frihed, lighed og broderskab” (på fransk: liberté, egalité, fraternité).

Årsager til revolutionen

Det franske monarki stod i slutningen af 1700-tallet overfor en social, en politisk og en økonomisk krise.

Den sociale krise

Socialt var Frankrig vokset hastigt i løbet af 1700-tallet, fra omkring 21 mio. indbyggere i 1715 til omkring 28 mio. i 1789. Især byerne og først og fremmest Paris var vokset hurtigt. Økonomiske ustabilitet og dårlig høst mellem 1785 og 1788 medførte desperate forhold og uro for store grupper af befolkningen.

Den politiske krise

Politisk var den absolutistiske kongemagt presset af de såkaldte parlemens: regionale rets- og administrationsinstanser domineret af adelen, som krævede større indflydelse over statens politik. Kongemagten var samtidig presset af en stadigt rigere og mere indflydelsesrig borgerstand, som var sat udenfor politisk indflydelse.

Den økonomiske krise

Økonomisk havde den royale franske statsmagt opbygget en enorm gæld. Det skyldtes bl.a. deltagelsen i Den Amerikanske Revolution, som den franske finansminister Jacques Necker havde finansieret ved lån. Det franske hof havde enorme udgifter, og samtidig havde Frankrig et ineffektivt og kompliceret skattesystem med mange særregler og undtagelser. Blandet andet var adelen fritaget fra skat.

Landet var et kludetæppe af regioner med forskellige skatteregler, lovkodekser, sprog og skikke, og i 1787 staten på randen af bankerot.

Reformerne

Neckers efterfølger som finansminister, Charles-Alexandre de Calonne, fremlagde i 1786 en omfattende økonomisk reformplan, der skulle iværksættes for at undgå statsbankerot. Denne krævede blandt andet, at adelen begyndte at betale skat.

Kongen indkaldte både i 1787 og 1788 en forsamling af noble (notables) for at få disse reformer i gennem. Da dette mislykkedes, valgte kongen for at presse adelen i stedet for første gang siden 1614 at indkalde en stænderforsamling, hvor resten af befolkningen – også kendt som tredjestanden – ville være repræsenteret. Formålet var først og fremmest at få opbakning til en ny skattereform, hvorefter forsamlingen igen ville blive opløst. Denne forsamling med 1139 medlemmer blev åbnet af kongen i Versailles den 5. maj 1789.

Fra Stænderforsamling til Nationalforsamling (1789)

Ludvig 16. indkaldte i januar 1789 Stænderforsamlingen, kaldet états généraux, til at træde sammen i Versailles den 5. maj 1789. Generalstænderne bestod af repræsentanter fra førstestand (291 gejstlige), andenstand (285 adelige) og tredjestand (578 borgerlige). De første to stænder repræsenterede henholdsvis ca. 100.000 gejstlige, ca. 400.000 og adelige, mens tredjestanden repræsenterede resten af Frankrigs ca. 28 mio. borgere. Kolonierne var ikke repræsenteret.

Da forsamlingen ikke havde været indkaldt siden 1614, var der i begyndelsen uklarhed om, hvorvidt man skulle følge den gamle praksis, at hver stand stemte samlet, eller om man skulle stemme pr. hoved. Det sidste gik tredjestand ind for, da den havde opnået dobbelt repræsentation.

Valg til forsamlingen foregik efter stand og område i såkaldte primærforsamlinger. Her mødtes de lokale mænd (på nær de fattigste) i én dag. De optegnede et såkaldt cahier des doléances, som udtrykte en prioriteret liste over lokalbefolkningens ønsker og indsigelser til den eksisterende politiske orden. De valgte desuden en repræsentant til at Stænderforsamlingen, som bragte dette cahier med sig.

Boldhuseden

Boldhuseden. Da generalstændernes tredjestand, de borgerlige, den 20. juni 1789 fandt deres normale mødesal aflåst, samledes de i et boldhus ikke langt fra Versailles. Her aflagde de en højtidelig ed på ikke at ville skilles, førend de havde givet Frankrig en fri forfatning. Alle tre stænder blev kort tid efter forenet i en Nationalforsamling, hvilket ses symboliseret ved de tre personers forbrødring i midten af billedet. Kun én nægtede at aflægge eden, og han ses yderst tv. Maleri fra 1790'erne af Jacques-Louis David; Musée Carnavalet.

.

Stænderforsamlingen blev åbnet i Versailles den 5. maj 1789. Efter stor uenighed stænderne imellem, som truede med at lede Frankring ind i et politisk dødvande, proklamerede tredjestanden sig den 17. juni 1789 som Nationalforsamling. Den svor ved den såkaldte Boldhused tre dage senere ikke at ville skilles, før Frankrig havde fået en forfatning. Kongen gav op og beordrede de andre stænders repræsentanter til at slutte sig til Nationalforsamlingen, som nu var blevet en forfatnings- og lovgivende forsamling frem for en blot rådgivende forsamling.

Stormen på Bastillen i 1789

Stormen på Bastillen

Samtidigt gouachemaleri af Stormen på Bastillen. Den naivistiske, men detaljerede gengivelse er muligvis af vinhandleren Claude Cholat, som hævdede at have arresteret fæstningens guvernør. Han har skildret hele begivenhedsforløbet i ét billede: Parisernes spredte skyderi fra den første forgård, vindebroen, der er ved at blive hugget ned, og soldater fra den franske garde, som i den anden gård vil sprænge porten til fæstningen med kanonild. Garden sikrede garnisonens overgivelse, hvilket ses af den hvide fane øverst på Bastillens mure

Stormen på Bastillen
Af / Musée Carnavalet.

I Paris var der stor uro på grund af de stigende fødevarepriser og de manglende politiske fremskridt. Desuden var en ny kultur med pamfletter, aviser, demonstrationer og offentlige debatter vokset frem i løbet af foråret og sommeren 1789. Talere og skribenter som eksempelvis Camille Desmoulins agiterede mod kongemagten. Da kongen i denne ophedede situation samlede tropper omkring Paris, stormede folkemængden den 14. juli 1789 fæstningen og fængslet Bastillen for at få fat i våben og ammunition.

Et nyt kommunestyre under borgmester Jean-Sylvain Bailly tog magten i Paris, og der blev oprettet en nationalgarde med marquis de La Fayette som chef til at holde orden og forsvare byen mod de kongelige tropper. Stormen på Bastillen blev den første store revolutionsdag (journée révolutionnaire), og årsdagen er siden blevet fejret som Frankrigs nationaldag.

Aristokratiet afskaffes og Oktoberdagene (1789)

Efter disse begivenheder valgte de mest reaktionære aristokrater, heriblandt kongens yngste bror, greven af Artois, at emigrere. Store bondeuroligheder, kaldet den store frygt, prægede provinsen, og hermed havde revolutionen udviklet sig til en massebevægelse. For at imødekomme de revolutionære bønder, byboere og politikeres krav gennemførte Nationalforsamlingen den 4. august 1789 en ophævelse af mange af de adeliges rettigheder.

Der var dog stadig stor social uro, og de parisiske kvinder drog den 5. og 6. oktober 1789 i tusindvis til Versailles og krævede lavere fødevarepriser. Disse blev kendt som Oktoberdagene. Under pres måtte kongefamilien forlade slottet for at tage ophold i paladset Tuilerierne i Paris.

Dannelsen af klubber og selskaber

Det samme gjorde Nationalforsamlingen, som nu pludselig befandt sig i hjertet af Paris. Her begyndte forsamlingens medlemmer at mødes i klubber og selskaber, hvor også almindelige borgere kunne deltage, og som på en måde minder om moderne partier. Blandt disse var Jakobinerklubben. Ligeledes åbnede Nationalforsamlingen op for, at almindelige mennesker kunne komme ind og se, hvad politikere diskuterede, samt hvilke politikere, der stod for hvad. Det gav også journalister adgang, som begyndte at trykke referater fra forsamlingens møder og dermed udbredte kendskabet til den politiske debat til hele den franske befolkning.

Mod det konstitutionelle monarki (1789-1791)

Herefter indtrådte en noget roligere periode, bl.a. fordi høsten i 1789 var god, og mange reformer blev gennemført. Den den 26. august 1789 var Menneskerettighedserklæringen blevet proklameret som et program for de nye tider.

Der gennemførtes en ny administrativ og juridisk struktur, og kirkens godser blev nationaliseret og udbudt til salg. Dette medførte i 1790 en ny kirkeordning, hvorefter de gejstlige skulle vælges og lønnes af staten samt aflægge troskabsed. Derved opstod der splittelse blandt de gejstlige, da mange ikke ville aflægge eden; paven tog også afstand fra ordningen.

For at undgå yderligere splittelse blev der på årsdagen for Stormen på Bastillen afholdt en forsonings- og nationalfest på Marsmarken under ledelse af La Fayette og biskop Charles Maurice de Talleyrand. Spændinger mellem kirken og revolutionen forblev dog et konstant tema revolutionen igennem.

Champ de Mars-massakren i 1791

Fra midten af 1791 tog urolighederne igen til. Den 20. juni 1791 forsøgte kongefamilien at flygte, men blev pågrebet i Varennes og ført tilbage til Paris. Ledende medlemmer af Nationalforsamlingen prøvede at bortforklare kongens flugt, og folk som La Fayette havde nu stor indflydelse via den kongeligt ledede regering.

Den 17. juli 1791 organiserede den radikale Cordeliersklub et massemøde på Marsmarken for at kræve afskaffelsen af monarkiet og indførslen af en republik. Omkring 50.000 demonstranter mødte op. Den fredelige protestdemonstration blev voldeligt opløst af nationalgarden ledet af La Fayette. Omkring 50 blev dræbt og mange flere blev såret. Dette blev kendt som Champ de Mars-massakren.

Disse begivenheder medførte en dyb splittelse blandt de revolutionære. Den borgerlige Jakobinerklub blev delt i i to. En royalistisk fløj brød ud og dannede Feuillantklubben med Bailly og La Fayette i ledelsen. De mere folkelige blev tilbage under Maximilien de Robespierres ledelse. Radikale revolutionære som bl.a. Jean-Paul Marat blev tvunget under jorden i en periode, mens regeringen forfulgte de ledende kræfter blandt demonstrationen på Champ de Mars.

Det konstitutionelle monarki og dets fald (1791-1792)

I september 1791 trådte forfatningen i kraft. Et konstitutionelt monarki blev indført, og valg til Den Lovgivende Forsamling blev afholdt. På grund af de stigende spændinger i forholdet til Østrig og Preussen var hovedspørgsmålet krig eller fred.

For og imod krig mod Østrig og Preussen

I forsamlingen agiterede dele af venstregruppen under Jacques Pierre Brissot for krig som et middel til at samle nationen og udbrede revolutionens idéer, mens feuillanterne var modstandere af krigen.

Også moderate kræfter ønskede en krig, da de håbede det kunne sikre kongens position og kanalisere den revolutionære energi over i krigsførsel. I Jakobinerklubben advarede Robespierre mod krigen af frygt for et militærdiktatur. Men krigstilhængerne havde overtaget, og i april 1792 erklæredes krig mod Østrig og senere mod Preussen.

De franske revolutionskrige fortsatte herefter mere eller mindre uafbrudt frem til Napoleons fald i 1815. Den konstante krigstilstand er afgørende for at forstå de intense dynamikker, som herefter prægede Den Franske Revolution.

Kongen i ledtog med fjenden

Krigen gik dårligt, og det blev mere og mere åbenbart, at kongen stod i ledtog med fjenden. Derfor stormede revolutionære elementer blandt Paris’ arbejdende klasser, også kendt som sansculotterne, Tuilerie-paladset den 10. august 1792. Det betød kongedømmets endelige fald og kongefamiliens fængsling i Le Temple, og omtales derfor nogen gange som ‘den anden revolution’ (hvor den første var Stormen på Bastillen).

Septembermassakrerne

Da den fjendtlige hær nærmede sig og i Brunswick-manifestet truede med at massakrere Paris’ befolkning, opstod der panik i blandt de parisiske folkemængder og politikere. Dette resulterede i de såkaldte Septembermassakrer. Mange fængslede (ofte mistænkt for kontrarevolutionær aktivitet) blev summarisk dømt i folkedomstole, og i omkring halvdelen af tilfældene blev de henrettet. Over 1000 mennesker mistede livet på denne måde.

Situationen lettedes betragteligt ved underretningen om en fransk sejr ved Valmy den 20. september 1792. Den franske krigslykke vendte efter dette slag, og Frankrig var i resten af krigen i offensiven.

Den Haitianske Revolution og kolonierne (1791)

Revolutionen påvirkede ikke kun fastlandet. Den spredte sig også til kolonierne. Særligt i Frankrigs vigtigste koloni og verdens største sukkerproducent, Saint-Domingue (i dag Haiti), havde der siden sommeren 1789 været opstande og uroligheder. Det drejede sig særligt om spændinger mellem hvide og de såkaldte frie farvede (tidligere slaver eller børn af tidligere slaver). Sidstnævnte havde i modsætning til førstnævnte kun få borgerrettigheder.

Den 21. august 1791 ændrede situationen sig imidlertid drastisk, da et oprør af slavegjorte plantage-arbejdere brød ud i Saint-Domingue. Dette blev starten på, hvad der siden blev kendt som Den Haitianske Revolution, og som kulminerede med koloniens selvstændighed i 1804 under navnet Haiti.

Koloniernes økonomiske betydning

Kolonierne var økonomiske motorer for de europæiske imperier i perioden og var derfor af vital betydning. Efter Den Haitianske Revolutions udbrud handlede dynamikken i alle Frankrigs kolonier ofte om kampen mellem slaver og deres allierede på ene side og plantageejere og deres allierede på den anden. Revolutionskrigene havde også kampen om kolonierne som et afgørende omdrejningspunkt.

Slaveriets afskaffelse

Den 4. februar 1794 afskaffede Nationalforsamlingen slaveriet i et (vellykket) forsøg på, at skabe en alliance mellem den revolutionære administration og de slavegjorte oprørere imod kontrarevolutionære plantageejere og deres britiske allierede.

Nationalkonventet og girondinernes regering (1792-1793)

Efter monarkiets fald ved oprøret den 10. august 1792 trådte det nye Nationalkonvent sammen. Nationalkonventets radikale fløj, montagnarderne, blev bl.a. ledet af Maximilien Robespierre, Antoine-Louis de Saint-Just og Georges Couthon, mens den mere moderate og dominerende fløj, girondinerne, blev ledet af bl.a. Jacques-Pierre Brissot, Jean-Marie Roland og Pierre Victurnien Vergniaud.

Montagnarderne gik ind for velfærdsydelser og mere statsregulering af blandt andet økonomien og fik sin støtte særligt fra de folkelige bevægelser i Paris, mens girondinerne gik ind for frihandel og særligt appellerede til borgerskabet.

Begge grupper bestod af tidligere medlemmer af Jakobinerklubben, som splittedes i foråret 1792 og siden blev domineret af montagnarder som Robespierre, og som derfor fra dette øjeblik også kendtes som jakobinerne. Konventets store midtergruppe blev kaldt sumpen (le marais).

Henrettelsen af kongen og udråbelsen af republikken

Forsamlingen proklamerede straks indførelsen af republikken, dømte kongen til døden og lod ham guillotinere den 21. januar 1793.

Den nye republik indførte straks en række reformer. Blandt disse var afskaffelsen af monarkiet, sekulariseringen af offentlige institutioner (inklusive giftermål, som nu var en offentlig frem for en kirkelig institution) samt lige ret og nemmere adgang til skilsmisse for kvinder og mænd. Sidstnævnte skal ses som led i en lang række regler, som gav bedre muligheder for kvinder og børn, heriblandt lige ret til arv for alle børn, lavere myndighedsalder og anerkendelsen af uægte børn som fuldgyldige familiemedlemmer.

Kvinder fik dog ikke på noget tidspunkt stemmeret eller ret til at besidde offentlige embede. De mange rettigheder til kvinder og børn blev rullet tilbage under Napoleon, og eksempelvis blev den lige ret til skilsmisse efter sin afskaffelse i 1804 ikke genindført før 1884.

Radikalisering af revolutionen

I flere provinser var der i foråret oprør, og i Paris stillede sansculotterne, heriblandt den yderligtgående gruppe kendt som ’de rasende’ (les enragés), krav om sociale reformer. Alt dette medførte en radikalisering af revolutionen. I marts oprettedes Revolutionsdomstolen, som skulle dømme politiske modstandere, og i april etableredes Velfærdsudvalget, som blev den reelle revolutionære regering.

Indadtil mundede magtkampen mellem girondinerne og montagnarderne ud i en udrensning af gironderne fra Nationalkonventet den 2. juni 1793. Dette kup blev bakket op af sansculotterne, og en egentligt jakobiner-ledet regering blev resultatet.

Jakobinernes regering og rædselsregimet (1793-1794)

Men presset fra sansculotterne fortsatte og kulminerede i en stor demonstration 5.-6. september 1793, der denne gang var vendt mod jakobinerne. Jakobinerne efterkom kravene om priskontrol og hårdere fremfærd mod folk, som mistænktes for kontrarevolutionær aktivitet. Men de formåede samtidig at inddæmme og knuse oprøret.

Begivenheden markerede desuden den gradvise indfasning af det såkaldte rædselsregime, der især fra foråret 1794 betød en stadigt mere brutal politik overfor kritikere af regimet. Dette foregik i en kontekst af krig og borgerkrig.

I foråret 1794 rettedes der kritik mod den revolutionære regering fra to fronter. Dels de moderate montagnarder, dantonisterne, under ledelse af Georges-Jacques Danton og Camille Desmoulins, som ønskede rædselsregimet afviklet. Dels de yderligtgående hébertister, som blev ledet af Jacques René Hébert og Pierre Gaspard Chaumette og støttet af militante sansculotter, der ønskede en radikalisering af terrorpolitikken. Den revolutionære regering reagerede prompte ved at få hébertisterne guillotineret i marts og dantonisterne i april.

Dødsstraf til alle anklagede for kontrarevolution

Den revolutionære regering tiltog sig mere og mere kontrol over det politiske liv. Den fik magten i Pariserkommunen, den lokale administration af Paris, som var et vigtigt forum for folkelig politik, og som havde spillet en afgørende rolle i at organisere oprøret den 10. august 1792. Mange folkelige organisationer blev lukket. Den berygtede offentlige anklager Antoine Fouquier-Tinville administrerede en lov fra juni 1794. Loven fratog folk, der var anklaget for kontrarevolutionær aktivitet, ret til forsvar og indførte døden som eneste mulige straf.

Rædselsregimet nåede sit højdepunkt i denne periode. Samtidig søgte Robespierre med dyrkelsen af Det Højeste Væsen at indstifte en verdslig religion. Men snart kom det til voldsomme konflikter i Velfærdsudvalget og Sikkerhedsudvalget, og mange konventsmedlemmer frygtede for deres liv.

Thermidor og Direktoriet (1794-1799)

Robespierres fald.

Robespierres fald. Stikket viser tumulten, da konventstropperne den 28. juli 1794 trængte ind i rådhuset, hvor Robespierre og hans tilhængere havde søgt tilflugt. Robespierre blev såret i kæben, men det er uvist hvordan. Her ses gendarmen Merda affyre et skud imod ham, men andre fremstillinger kendes også. Robespierre og hans tilhængere blev guillotineret senere samme dag. Koloreret stik af F.J. Harriet (d. 1805).

Robespierres fald.
Af .

En sammensværgelse, dannet af bl.a. Jean Lambert Tallien, Joseph d'Otrante Fouché og Paul Barras lykkedes med et kup under et stormfuldt møde i Nationalkonventet den 9. thermidor (den 27. juli 1794). Robespierre, Saint-Just, Couthon og deres nærmeste støtter blev arresteret og guillotineret dagen efter.

Den Thermidorianske Reaktion

De nye magthavere, thermidorianerne, slog ind på en reaktionær kurs, og perioden herefter kendes som Den Thermidorianske Reaktion. Jakobinerklubben blev lukket, og i desperation over de håbløse økonomiske vilkår foranstaltede sansculotterne de sidste store journées révolutionnaires i april og maj 1795. Nationalkonventet satte militæret ind, og hermed havde sansculotterne udspillet deres politiske rolle.

Den nye Direktorieforfatning

I oktober 1795 gennemførtes en ny Direktorieforfatning. Fem direktører, med Barras som den ledende, fik den udøvende magt. Utilfredsheden med Direktoriet var stor, hvilket medførte, at royalisterne søgte at rejse sig til modstand i oktober. Men opstanden blev knust af bl.a. Napoleon Bonapartes artilleri. Regeringen førte en slingrende kurs med skiftende alliancer, valgsvindel og kup støttet af militæret.

Konsekvensen blev da også, at Napoleon Bonaparte den 9. november 1799 gennemførte et militærkup, som førte til republikkens ophør og oprettelsen af Konsulatet og senere Kejserdømmet.

Den Franske Revolutions betydning for Danmark

Den Franske Revolution havde en enorm indflydelse på hele den vestlige verden, herunder Danmark. Revolutionen medførte ikke i første omgang politiske forandringer i Danmark. Til gengæld var den det store samtaleemne. Tidens aviser og tidsskrifter dedikerede masser af plads til at diskutere revolutionære idéer om folkelig inddragelse, afskaffelse af adelen, jord- og kirkereformer og idéen om et politisk system baseret på mænds ret til at vælge deres egen regering.

Danmark oplevede fra 1784 til 1799 en periode med relativt stor pressefrihed, og der var derfor en for tiden overraskende åben debat om de demokratiske idéer fra Frankrig. Alle de franske forfatninger, inklusive den demokratiske jakobinske 1793-forfatning blev oversat til dansk. Det samme gjorde mange af Robespierres vigtigste taler, samt tekster af folk som Desmoulins og Brissot.

Revolutionens idéer var kendte og udbredte allerede i samtiden og informerede de langsomme skridt mod demokrati, som blevet taget fra første halvdel af 1800-tallet og frem.

Den Franske Revolutions betydning for eftertiden

På det politiske plan var Den Franske Revolution det første skridt på vejen mod afviklingen af enevælden i Europa. Folkesuveræniteten blev fastslået som folkets ret til at vælge sine politiske institutioner. Desuden blev den nationale enhedsstat gennemført med administrativ ensartethed og centralisering. Den nye tids program fandt sit udtryk i sloganet frihed, lighed og broderskab og sit symbol i den nye fane, Trikoloren.

Ejendomsforhold

Hvad ejendomsforholdene angår, tabte kirken mest, da dens jorder blev nationaliseret. Det var velstående bønder og storborgerskabet i byerne, der opkøbte kirkens og emigranternes godser, uden at det i væsentlig grad ændrede den sociale struktur.

Militært, religiøst og kulturelt

Militært set gennemførtes massemobilisering og senere værnepligt. Herved fik krigene i Europa en mere total karakter ved i princippet at blive ført af nationen under våben.

På det religiøse område gik udviklingen i retning af en sekularisering af tilværelsen. Et kompromis mellem stat og kirke gennemførtes med Konkordatet i 1801, mens den endelige adskillelse af stat og kirke først blev gennemført i 1905.

Revolutions- og Napoleonstiden blev endvidere enden på den franske dominans på det kulturelle område.

Det moderne statsapparat

Den enorme infrastruktur som den moderne massehær krævede blev muliggjort af opkomsten af et moderne statsapparat. Skatte- og lovsystemet blev rationaliseret, den offentlige folkeskole blev indført og statslig social omsorg med blandt andet offentlige hospitaler og godtgørelser til fattige blev indført.

Sociale nybrud

Revolutionen havde også enorm effekt på det sociale plan. Blandt de mest skelsættende var, at slaveriet blev afskaffet, og at kvinder fik lige ret til skilsmisse og til arv. Begge disse reformer blev rullet tilbage under Napoleon i henholdsvis 1802 og 1804.

Den borgerlige liberale stat

Med revolutionen skete der på det ideologiske plan en nyorientering. Liberalismen blev knæsat med Menneskerettighedserklæringen og på længere sigt med etableringen af den borgerlige liberale stat. I en kort periode eksperimenterede sansculotterne med et socialt demokrati, en forløber for de senere folkelige bevægelser og socialismen, først udviklet af François Babeuf.

Som en reaktion mod revolutionen udvikledes konservatismen med Edmund Burke og reaktionære ideologier med Louis Bonald og Joseph de Maistre som bannerførere.

Den revolutionære myte

Vigtig var også udviklingen af den revolutionære myte, hvorved Den Franske Revolution blev forbillede for revolutionerne i 1830, 1848, 1871 og Den Russiske Revolution i 1917.

Læse mere i Den Store Danske

Kommentarer (2)

skrev Søren Kjørup

Det billede af Boldhuseden som gengives, er selvfølgelig ikke en pennetegning, men et maleri (vistnok lavet af en anden efter Davids forskellige, til sidst opgivne forsøg). Der ligger en pennetegning på https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/6/6d/Le_Serment_du_Jeu_de_paume.jpg/1653px-Le_Serment_du_Jeu_de_paume.jpg

og den er undtaget copyright. Jeg prøvede at sende den, men klarede ikke at udfylde det komplekse skema for tilladelser osv.

svarede Revka Winther El Baz

Kære Søren Kjørup,
Tak for din kommentar. Du har ganske ret i, at værket ikke er en pennetegning. Til gengæld er det iflg. Musée Carnavalet udført af Jacques-Louis David selv, om end det forblev ufærdigt.
Jeg har rettet i billedteksten i overensstemmelse med dette.
De bedste hilsner fra Revka

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig