Code Napoléon

Loven blev gældende i det meste af Europa efter Napoleons erobringer i starten af 1800-tallet. Der var i mange tilfælde tale om fremskridt i forhold til det feudale lovsystem. Men for kvinder i Frankrig var lovkodekset et tilbageskridt, idet de mistede de rettigheder til skilsmisse og arv, som de havde opnået under revolutionen.

Lovbogen er en kodifikation af den civilret, der gjaldt i Frankrig før 1789, og som var præget af store forskelle mellem landsdelene. Før 1789 var kun de kongelige ordonnances (forordninger) fælles for hele riget. I øvrigt bestod civilretten især af lokal sædvaneret, coutumes, der kunne variere stærkt fra egn til egn. Det uheldige heri blev drøftet ved flere lejligheder ikke mindst i de forskellige revolutionsregeringer efter 1789, men skred i sagen kom der først, da Napoleon som førstekonsul foranledigede lovbogen udarbejdet (1800-1804). Samlingen er delt i tre bøger omhandlende henholdsvis personer, ting og den måde, hvorpå ejendomsret erhverves; i alt ca. 2300 artikler.

Code Napoléon opstiller generelle principper frem for detaljerede enkeltregler. Lovbogen, der har udøvet en ikke ringe indflydelse på civilretten i flere europæiske lande, blev 1807-1810 suppleret med fire love vedrørende handelsret, strafferet samt civil- og straffeproces. De fem love omtales undertiden som Les cinq codes.

Lovbogen udkom den 21. marts 1804 under titlen Code civil des Français. Dette ændredes i 1807 til Code Napoléon. I 1818 gik man tilbage til den oprindelige betegnelse og 1852 igen til navnet Code Napoléon. Fra 1870 har titlen været Code civil.

• Napoleon Bonaparte
• Frankrig – historie
• Den Franske Revolution