• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Code Napoléon

Oprindelig forfatter EVil Seneste forfatter Redaktionen

Code Napoléon, Code civil, fransk civillovbog, udarbejdet efter Napoleons ordre. Lovbogen udkom 21.3.1804 under titlen Code civil des Français, men denne ændredes 1807 til Code Napoléon. I 1818 gik man tilbage til den oprindelige betegnelse og 1852 igen til navnet Code Napoléon. Fra 1870 har titlen været Code civil.

Lovbogen er en kodifikation af den civilret, der gjaldt i Frankrig før 1789, og som var præget af store forskelle mellem landsdelene. Kun de kongelige ordonnances ('forordninger') var fælles for hele riget. I øvrigt bestod civilretten især af lokal sædvaneret, coutumes, der kunne variere stærkt fra egn til egn. Det uheldige heri blev drøftet ved flere lejligheder ikke mindst i de forskellige revolutionsregeringer efter 1789, men skred i sagen kom der først, da Napoleon som førstekonsul foranledigede lovbogen udarbejdet (1800-04). Samlingen er delt i tre bøger omhandlende henholdsvis personer, ting og den måde, hvorpå ejendomsret erhverves; i alt ca. 2300 artikler.

Code Napoléon opstiller generelle principper frem for detaljerede enkeltregler. Lovbogen, der har udøvet en ikke ringe indflydelse på civilretten i flere europæiske lande, blev 1807-10 suppleret med fire love vedrørende handelsret, strafferet samt civil- og straffeproces. De fem love omtales undertiden som Les cinq codes.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Egon Villumsen: Code Napoléon i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. april 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=489797