Adolph Mortier, 1768-1835, fransk marskal. Mortier deltog i mange vigtige slag under Revolutionskrigene, ligesom han deltog i alle felttog under kejserdømmet. I 1799 blev han general, i 1804 marskal og senere hertug af Treviso. Han var guvernør i Moskva i 1812, da Napoleon indledte sit tilbagetog, men undlod at følge ordren om at sprænge byen i luften. Mortier omkom som følge af Josef Fieschis (1790-1836) attentatforsøg med en helvedesmaskine mod kong Ludvig-Filip.