René Louis de Voyer de Paulmy d'Argenson, 18.10.1694-26.1.1757, fransk politiker og forfatter. D'Argenson var i ungdomsårene ven med Voltaire og opponerede mod enevælden. I 1744-47 var han udenrigsminister og forsøgte gennem opbygningen af et system af klientstater uden held at befæste Frankrigs stilling som stormagt. Derefter skrev han flere historiske, økonomiske og filosofiske værker af liberal tendens. Hans hovedværk er det 1764 i Amsterdam posthumt udgivne skrift Considérations sur le gouvernement ancien et présent de la France, der allerede i hans levetid var udbredt gennem afskrifter.