• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Marie-Antoinette

Oprindelig forfatter A-MKK Seneste forfatter Redaktionen

Marie-Antoinette, 2.11.1755-16.10.1793, dronning af Frankrig, datter af Frans 1. Stephan og Maria Theresia af Østrig, i 1770 gift med Frankrigs kronprins, den senere Ludvig 16. Marie-Antoinettes impulsivitet og letsindighed skaffede hende mange fjender, og hun stødte hoffet fra sig ved at bryde den strenge etikette. Hun spillede en vis politisk rolle og vandt indflydelse på kongens beslutninger. Hendes modstand mod at reformere enevælden bidrog til upopulariteten, hvortil kom halsbåndaffæren 1785-86, som med urette undergravede hendes ry.

Fra 1789 forsøgte Marie Antoinette at få kongen til at modarbejde revolutionen. Som resultat rejste der sig et folkehad imod l'Autrichienne 'østrigerinden', der beskyldtes for at pleje arvefjenden Østrigs interesser. Marie-Antoinette forhandlede hemmeligt med moderate revolutionære, fx Mirabeau, om at sikre kongens stilling, men søgte samtidig hjælp fra Østrig mod de revolutionære.

Den mislykkede flugt til Varennes i juni 1791, organiseret af hendes elsker den svenske greve Hans Axel von Fersen, samt hendes hemmelige forbindelser til udlandet førte 10.8.1792 til stormen på Tuilerierne, hvorefter kongefamilien blev fængslet i Le Temple. Efter kongens henrettelse 21.1.1793 blev hun overflyttet til Conciergeriet og skilt fra sine børn. Stillet for Revolutionsdomstolen blev hun dømt til døden og guillotineret 16.10.1793.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne-Marie Krog Kristensen: Marie-Antoinette i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. februar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=122112