Claude Louis Saint-Germain, 1707-1778, fransk officer, dansk krigsminister 1763-66 og 1767. Saint-Germain forlod Frankrig og tjente under Frederik 2. den Store af Preussen, inden han i Nederlandene blev feltmarskal i den franske hær. Ved udbruddet af Den Preussiske Syvårskrig 1756 blev han udnævnt til generalløjtnant, men som følge af hofintriger trådte han tilbage i 1760 og blev 1761 dansk generalfeltmarskal under Frederik 5. Saint-Germain bidrog til at reorganisere den danske hær under den dansk-russiske krise 1762 og blev krigsminister i 1763. Han modarbejdede J.H.E. Bernstorffs russiskvenlige politik og forlod Danmark i 1767, men blev genindkaldt af Struensee 1771-72. Saint-Germain vendte tilbage til Frankrig og købte et mindre gods i Alsace; 1775-77 var han fransk krigsminister.