Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ludvig 14. den Store

Oprindelig forfatter HPre Seneste forfatter Redaktionen

Ludvig 14. den Store. Iscenesættelsen af kongen var en fortsættelse af middelalderens helliggørelse af kongemagten, som blev personificeret af Ludvig 14. Som ung optrådte han på scenen og i sportsarrangementer og lod sig gerne portrættere i klassiske positurer, fx som Apollon, stærk og erotisk tiltrækkende. I Versaillestiden blev han fjern og ophøjet som her på det berømte portræt af Hyacinthe Rigaud fra 1701. Maleriet findes på Louvre.

Ludvig 14. den Store. Iscenesættelsen af kongen var en fortsættelse af middelalderens helliggørelse af kongemagten, som blev personificeret af Ludvig 14. Som ung optrådte han på scenen og i sportsarrangementer og lod sig gerne portrættere i klassiske positurer, fx som Apollon, stærk og erotisk tiltrækkende. I Versaillestiden blev han fjern og ophøjet som her på det berømte portræt af Hyacinthe Rigaud fra 1701. Maleriet findes på Louvre.

Ludvig 14. den Store, Solkongen, 5.9.1638-1.9.1715, konge af Frankrig fra 1643, søn af Ludvig 13. og Anna af Østrig.

Barndom og ungdom

Ludvig 14. arvede tronen, da han var fem år gammel. Anna af Østrig overtog regentskabet og støttede sig til kardinal Mazarin, som videreførte Richelieus politik. Ludvig 14. fik en god uddannelse i sprog, statsret, historie og musik, men foretrak dans, jagt, idræt og krigskunst.

Adels- og borgeroprøret Fronden 1648-53 satte sit stærke præg på barnet. Rigsopløsning truede, og kongen var flere gange i livsfare. Han blev forjaget fra Paris og måtte landsforvise Mazarin. Først da Ludvig 14. blev myndig i 1651, genvandt kongemagten sin autoritet, således at han i 1652 kunne vende tilbage til Paris og genudnævne Mazarin i 1653. Kardinalen genoprettede den indre orden og afsluttede i 1659 Pyrenæerfreden med Spanien, der afstod Artois og Roussillon. Ludvig 14.s ægteskab med den spanske kong Filip 4.s datter Maria-Theresia (1638-83) i 1660 beseglede freden.

Annonce

Enevælden

Ved Mazarins død i 1661 overtog Ludvig 14. regeringen. Han fratog kongeslægten og højadelen al magt og samlede den i stedet om sin person. Den mægtige superintendant Nicolas Fouquet blev fængslet for bedrageri. Statsstyret blev reorganiseret i conseils under ministre, der skyldte kongen alt. Finansminister Jean-Baptiste Colbert, der også fungerede som indenrigs-, flåde- og koloniminister, førte en merkantilistisk politik, der gavnede finanserne, og han skabte en flåde større end Englands og Hollands. François Louvois gjorde Frankrig til Europas stærkeste magt med den største stående hær. Styrets svaghed var, at kongen, som ellers var flittig og samvittighedsfuld, ofte fik ukorrekt information, og hans kontrol med lokalforvaltningen var mangelfuld. Efter Colberts og Louvois' død i hhv. 1683 og 1691 var kongen omgivet af dårlige rådgivere, der ikke gav ham modspil i beslutningsprocessen.

Solkongen

Ludvig 14. var danse- og teaterglad og holdt af fester. Han figurerede gerne i balletter og tableauer som Solen, hvis glans forgyldte de mindre planeter. Hoflivet udformedes som et permanent teater, et symbolsk maskineri, der skulle styre adelen. Louvre i Paris blev for snævert. Et lille jagtslot i Versailles blev ombygget til tidens mest prestigebetonede residens, hvor 4000-5000 adelige logerede med tjenestefolk. Det kostede adelen dyrt, men var man ikke ved hoffet, var man ingenting. Slottet i Versailles blev centrum for Europas aristokratiske etikette og mode. Fransk klassisk litteratur, teater, kunst og musik blomstrede, støttet af kongelige akademier. Det traditionelle ceremoniel afløstes efterhånden af manifestationer, hvis indhold var en religiøs kult omkring kongemagten, skønt Ludvigs levned med elskerinder og uægte børn lå langt fra tidens kristne moral.

Stormagtspolitik

Det var Ludvig 14.s mål at dominere Europa og udvide Frankrig til Rhinen. Hans forestillinger måtte nødvendigvis vække europæisk modstand. 1667-68 førte han krig mod Spanien om De Spanske Nederlande, men England og Holland tvang ham til Freden i Aachen, der kun gav Frankrig en lille del af Flandern. I 1672 angreb Ludvig Holland, men blev standset, da hollænderne åbnede deres diger. Spanien og Østrig blev inddraget i krigen. Ved Nijmegenfreden i 1678 fik Ludvig Franche-Comté og nogle mindre områder ved Frankrigs nordøstgrænse.

Vendepunktet

Ludvig 14. skiftede herefter til en mere fredelig ekspansionspolitik. Med spidsfindige juridiske begrundelser og militære trusler annekterede han bl.a. Strasbourg i 1681 og Luxembourg i 1684. Provokationerne førte til Den Pfalziske Arvefølgekrig 1688-97, hvor en stor europæisk koalition tvang Frankrig til at opgive anneksionerne på nær Strasbourg. Trods europæisk modstand accepterede Ludvig 14. i 1701 den sidste spanske habsburgers testamente til fordel for Ludvigs sønnesøn, Filip 5., og skaffede dermed Frankrig adgang til det umådelige spanske kolonirige. Det førte til en ny koalitionskrig, Den Spanske Arvefølgekrig 1701-14, der sammen med isvintre og misvækst drev Frankrig til randen af økonomisk og militært sammenbrud. Ved Utrechtfreden i 1713 mistede det sine kolonier i Nordamerika, mens Spanien mistede Gibraltar, Nederlandene og sine besiddelser i Italien. Filip 5. beholdt den spanske trone, men opgav arveretten til den franske.

Alderdom

Som enkemand giftede Ludvig 14. sig i 1684 med sin elskerinde Françoise d'Aubigné Maintenon. I 1685 ophævede han Nantesediktet, hvilket drev omkring 200.000 af de driftigste huguenotter i eksil til skade for landet. Kongen mistede i 1711 sin søn og i 1712 og 1714 sine sønnesønner. Han døde forhadt af folket og efterlod sit femårige oldebarn et land udmarvet af krige og skatter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Prebensen: Ludvig 14. den Store i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=489712