Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Guise

Oprindelig forfatter LJes Seneste forfatter Redaktionen

Guise, fransk hertugslægt, sidelinje til huset Lorraine. Slægtens stamfader var Claude 1. (1496-1550), under hvem grevskabet Guise i 1528 blev et hertugdømme. Hovedlinjen uddøde i 1675; endvidere fandtes sidelinjerne Guise-Aumale og Guise-el-Beuf. Flere af slægtens medlemmer har spillet en fremtrædende rolle, især som forsvarere af katolicismen under 1500-t.s huguenotkrige. Stamfaderens sønner François (1519-63) og Charles (1524-74) havde stor politisk indflydelse i Henrik 2.s regeringstid og dominerede helt under Frans 2. Som hærfører er François bl.a. kendt for erobringen af Calais fra England i 1558; endvidere stod han bag det blodbad på huguenotterne i Vassy 1562, der udløste Huguenotkrigene. François' søn Henrik (1550-88) var delagtig i massakren på huguenotterne i 1572 (Bartholomæusnatten). Han efterfulgte sin far som leder af katolikkerne og forenede dem i Den Katolske Liga 1576. Vendt mod den franske konge Henrik 3. og huguenotten Henrik af Navarras arveret til tronen knyttede han 1584 forbindelse til Spanien, men blev sammen med sin bror Louis (1555-88) myrdet af kongen. En tredje bror, Charles (1554-1611), overtog ledelsen af Den Katolske Liga, men måtte 1595 underkaste sig kongemagten. Henriks sønnesøn ærkebisp Henrik (1614-64) blev dødsdømt efter et komplot mod kardinal Richelieu, men flygtede til Italien, hvor han deltog i Napolis opstand mod Spanien 1647. Med hans brors sønnesøn François-Joseph (1670-75) uddøde slægtens hovedlinje.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leon Jespersen: Guise i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=489632