Frans 1. (fransk konge)

Frans 1., 1494-1547, konge af Frankrig 1515-47, søn af Karl af Orléans og Louise af Savoyen. Udenrigspolitisk blev Frans 1.s regeringstid præget af opgøret med habsburgerne, hvis besiddelser omkransede Frankrig. Han genoptog sin forgængers krig i Italien, og i 1516 havde han erobret Milano og sluttet fred med Spanien.

Men efter kejservalget i 1519, da Frans blev vraget til fordel for Karl 5., som besad Østrig og Spanien, førte han i årene 1521-44 fire krige mod Karls indkredsning af Frankrig og mod hans forsøg på at skabe et universelt monarki. Krigene forløb dårligt for Frankrig. I 1525 blev Frans taget til fange i Italien efter nederlaget ved Pavia, og han måtte i 1526 i Madrid acceptere nogle hårde fredsbetingelser, som han brød efter sin frigivelse. Ved senere fredsslutninger i Cambrai 1529 og i Crépy-en-Lannois 1544 måtte Frans opgive sine krav i Italien samt overhøjheden over Flandern og Artois, men han beholdt sin del af Burgund.

Det lykkedes således hverken at bryde habsburgernes ring om Frankrig eller ekspandere i Italien, men blot at begrænse habsburgernes magt. Indenrigspolitisk styrkede Frans 1. kongemagten ved at indlemme vasallers len i kronens domæner, ligesom han udbyggede administrationsapparatet og kontrollen med provinser og byer.

Hans magt over kirken blev ved konkordatet i Bologna i 1516 øget på pavens bekostning. Frans' interesse for oversøisk handel viste sig ved støtte til opdagelsesrejser, og præget af renæssancens og humanismens idéer støttede han litteratur og kunst.

I Frans' regeringsperiode fik Reformationens idéer fodfæste i Frankrig, selvom han efter midten af 1530'erne strammede sin politik over for religiøse afvigere. For eftertiden fremstår Frans 1. som indbegrebet af renæssancefyrsten og som en af grundlæggerne af den moderne stat.