Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Burgund

Oprindelig forfatter HBjOE Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/3818/=ud_a_133373.mp3?revision=2

Burgund, Bourgogne, navn gennem halvandet årtusinde på adskillige statsdannelser omkring floderne Rhône og Saône i den østlige del af det nuværende Frankrig; i dag bevaret i den administrative region Bourgogne.

Kongerigerne Burgund

I folkevandringstiden opstod der to på hinanden følgende burgundiske riger (se burgundere). Det sidste af disse blev erobret af frankerne i 534 og lagt under de merovingiske og senere de karolingiske konger som et af de frankiske delriger. Ved forliget i Verdun i 843 opdeltes Burgund, således at området vest for Saône indgik i det vestfrankiske rige som hertugdømmet Burgund. Resten af Burgund kom til at udgøre de sydlige dele af Lothars rige (se Frankerriget). Efter opløsningen af Lothars rige lykkedes det i 879 grev Boso at opkaste sig til konge over disse landskaber, men Bosos efterkommere mistede i 888 de nordlige dele af riget til Rudolf 1. af den tyske Welferslægt. Herved opstod delingen af de burgundiske områder øst for Saône i Det Cisjuranske Burgund (Nedre Burgund) og Det Transjuranske Burgund (Øvre Burgund).

I 931-33 blev Nedre og Øvre Burgund atter forenet under én konge. I 1032 kom dette rige ved personalunion ind i Det Tysk-romerske Rige, der herefter bestod af de tre kongeriger Tyskland, Norditalien og Burgund. Fra 1200-t. blev kongeriget kaldt Arelat (efter hovedstaden Arelate, nuværende Arles); dog beholdt området øst for Saône indtil Jurabjergene, det nuværende Franche-Comté, gennem hele middelalderen navnet Burgund. I 1365 blev Karl 4. af Luxembourg som den sidste tysk-romerske kejser også kongekronet i Arles.

Annonce

Benediktinerklosteret i Cluny var et af middelalderens største og mest betydningsfulde. Det havde sin storhedstid i 1100-t. og omfattede da tre kirker og talrige andre bygninger. Billedet viser en del af klosterbygningerne, som hovedsagelig fik deres nuværende udseende ved en ombygning i 1700-t. Bag dem ses resterne af den største af kirkerne, der blev nedrevet i begyndelsen af 1800-t., det sydlige tværskib med to spirprydede tårne.

Benediktinerklosteret i Cluny var et af middelalderens største og mest betydningsfulde. Det havde sin storhedstid i 1100-t. og omfattede da tre kirker og talrige andre bygninger. Billedet viser en del af klosterbygningerne, som hovedsagelig fik deres nuværende udseende ved en ombygning i 1700-t. Bag dem ses resterne af den største af kirkerne, der blev nedrevet i begyndelsen af 1800-t., det sydlige tværskib med to spirprydede tårne.

Hertugdømmet Burgund

Hertugdømmet Burgund på den vestlige side af Saône fik Bosos bror, Richard, som hertug. I 1002 gik hertugdømmet til det franske kongehus, capetingerne, hvorefter det blev et fransk kronlen med Dijon som hovedstad. Da hertug Henrik i 1032 blev fransk konge, forlenede han Burgund til sin bror Robert, hvis efterkommere besad hertugtitlen og magten uafbrudt indtil 1361. I hele denne periode forblev hertugerne særdeles loyale mod de franske konger, hvis politik de støttede og fremmede.

Herved opnåede Burgund som rigets betydeligste len en enestående position i middelalderens Frankrig. Kulturen blomstrede, og i 1000- og 1100-t. blev Burgund et religiøst kraftfelt i Europa med klostrene Cluny, Cîteaux og Clairvaux. Den storslåede kirkelige udvikling gav grobund for et omfattende romansk kirkebyggeri, som den dag i dag vækker beundring — Cluny, Saint-Philibert i Tournus, Autun, Vézelay, Fontenay mfl. Betydelig valfart opstod omkring helgener som Lazarus (i Autun) og Maria Magdalena (i Vézelay), og de vigtigste pilgrimsruter i Europa kom til at gå gennem Burgund. Alt dette gav velstand, samtidig med at handelen blomstrede med livlige kontakter til såvel Italien som Nordeuropa, og Burgund blev storeksportør af uld og vin.

Rogier van der Weyden. Historikeren Jean Wauquelin overrækker i overværelse af bl.a. sønnen Karl den Dristige og en række medlemmer af Den Gyldne Vlies sin Croniques de Hainaut fra 1446 til Filip 3. af Burgund. Miniaturen findes i bogen, og kunstneren, formentlig Rogier van der Weyden, har således foregrebet overrækkelsen. Miniaturen viser den ødsle burgundiske hofkultur, som dannede mode inden for alle andre europæiske hoffer; i Danmark kan den bl.a. ses på flere senmiddelalderlige kalkmalerier.

Rogier van der Weyden. Historikeren Jean Wauquelin overrækker i overværelse af bl.a. sønnen Karl den Dristige og en række medlemmer af Den Gyldne Vlies sin Croniques de Hainaut fra 1446 til Filip 3. af Burgund. Miniaturen findes i bogen, og kunstneren, formentlig Rogier van der Weyden, har således foregrebet overrækkelsen. Miniaturen viser den ødsle burgundiske hofkultur, som dannede mode inden for alle andre europæiske hoffer; i Danmark kan den bl.a. ses på flere senmiddelalderlige kalkmalerier.

Det nyburgundiske rige

Da den sidste capetingerhertug, Filip af Rouvres, døde i 1361, inddrog kong Johan 2. Burgund under kronen og gav det i 1363 til sin søn, Filip den Dristige. Han blev grundlæggeren af huset Valois' magt i Burgund, og han skulle inden sin død i 1404 komme til at lægge en solid grundvold til en ny stormagt i Europas hjerte. Denne kom til at omfatte det gamle franske hertugdømme Burgund, samt områder fra Flandern i nord til Franche-Comté i syd. Filip giftede sig nemlig i 1369 med Margrete af Flandern, der var sin fars, grev Louis af Males, eneste arving. Ved hans død i 1384 kunne hertug Filip derfor lægge Nevers, Rethel, Artois, Flandern og Franche-Comté til sit kerneområde. Under efterkommerne Johan den Uforfærdede (1404-19), Filip 3. den Gode (1419-67) og Karl den Dristige (1467-77) udvidedes riget yderligere, således at det under den sidste hertug dannede et sammenhængende landområde fra Nordsøen til Jurabjergene, et område på størrelse med Storbritannien. At hertugerne var i stand til at udvide deres område så voldsomt, skyldtes bl.a. det franske riges svækkelse i Hundredårskrigen med England. De burgundiske hertuger spillede en stor rolle i fransk politik, dels som regenter for den sindssyge Karl 6. den Gale, dels som ledere af det såkaldte Bourguignonparti i den franske borgerkrig efter 1407 og endelig som englændernes allierede 1419-35. Det var burgundiske styrker, der i 1430 tog Jeanne d'Arc til fange og udleverede hende til englænderne.

Da Frankrig genvandt sin styrke efter krigens ophør i midten af 1400-t., blev det nyburgundiske riges placering mellem Frankrig og Tyskland en trussel mod Frankrigs eksistens og overlevelse. Karl den Dristige forsøgte uden held at få støtte og kongetitel af den tyske kejser. Alligevel spillede hertugerne takket være rigets velstand en betydelig rolle i den europæiske politik, og hofferne i Dijon og Bruxelles opnåede ry som de fornemste og kulturelt toneangivende nord for Alperne. Burgundisk mode og levemåde blev efterlignet overalt i Europa, selv i Italien og i en sådan grad, at man med en vis ret kan kalde 1400-t. for "det burgundiske århundrede". Kunstnere som Jan van Eyck, Rogier van der Weyden, Hans Memling og Claus Sluter og mange andre af tidens største var knyttet til det burgundiske hof. Uden for Dijon byggede Filip den Dristige Champmolklosteret, hertugslægtens gravkirke med pragtfulde billedhuggerværker af Claus Sluter. Nederlandene var hovedkraften i det burgundiske erhvervsliv. Brugge, Antwerpen, Gent, Lille, Bruxelles mfl. var rigets økonomiske kraftcentre med omfattende handel og håndværk. Især i Filip 3. den Godes tid blomstrede de nederlandske byer, og Burgund blev det rigeste økonomiske område i Europa uden for Norditalien, som man i øvrigt stod i livlig handelskontakt med. Som en følge af Nederlandenes økonomiske overvægt flyttedes regeringen i Filip 3. den Godes tid gradvis fra Dijon til Bruxelles, og de nordlige dele af riget blev på alle måder de vigtigste.

Burgundere og flamlændere i kamp med franske riddere i Slaget ved Guinegatte 1479, hvorunder hundredvis af burgundere blev taget til fange. To år tidligere var den burgundiske stat blevet splittet mellem den franske konge, Ludvig 11., og den senere tysk-romerske kejser, Maximilian 1. Et forsøg på at samle området og sikre evig fred ved i 1482 at trolove kejserens datter med kongens søn viste sig forgæves, da prinsen sendte kejserdatteren hjem igen. Hertugdømmet Burgund forblev herefter fransk, mens det flamske område blev en del af Det Tysk-romerske Rige. Fra Robert Gaguins 'La Mer des croniques et miroir historial de France' (1514).

Burgundere og flamlændere i kamp med franske riddere i Slaget ved Guinegatte 1479, hvorunder hundredvis af burgundere blev taget til fange. To år tidligere var den burgundiske stat blevet splittet mellem den franske konge, Ludvig 11., og den senere tysk-romerske kejser, Maximilian 1. Et forsøg på at samle området og sikre evig fred ved i 1482 at trolove kejserens datter med kongens søn viste sig forgæves, da prinsen sendte kejserdatteren hjem igen. Hertugdømmet Burgund forblev herefter fransk, mens det flamske område blev en del af Det Tysk-romerske Rige. Fra Robert Gaguins 'La Mer des croniques et miroir historial de France' (1514).

Sønnen Karl den Dristige var en mand med stor energi og en grænseløs ærgerrighed. I sine ti regeringsår lod han riget sætte på permanent feltfod med den hensigt at udvide det, så den nordlige og sydlige del kunne komme til at hænge sammen geografisk. I begyndelsen havde han heldet med sig, og han erobrede Alsace og Lorraine, men dette samlede hans modstandere i en fælles front mod ham, og i et stort slag ved Nancy 5.1.1477 faldt hertugen, hvorved den burgundiske stat opløstes. Den franske kong Ludvig 11. inddrog det gamle franske hertugdømme Burgund, men det lykkedes Karls datter Maria af Burgund ved ægteskab med habsburgeren Maximilian at redde Nederlandene og Franche-Comté til sig selv. Da Maria døde i 1482, kom disse områder permanent i habsburgernes besiddelse og arvedes 1506 af den senere kejser Karl 5. I 185 år var Franche-Comté (det tyske Burgund) på tyske hænder, men ved freden i Nijmegen 1678 blev det indlemmet i Frankrig. Det hertugdømme Burgund, som var blevet inddraget af Frankrig i 1477, blev i 1500-t. hårdt ramt af de mange franske religionskrige. Byerne, der stod på katolsk side, måtte forsynes med dyre forsvarsværker. 1631-1789 regeredes Burgund af fyrsterne af Condé, og ved Revolutionen opløstes det gamle hertugdømme. Navnet blev derefter brugt på den administrative region Bourgogne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Bjørn: Burgund i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=489548