Filip 1., 1052-1108, fransk konge fra 1060, søn af Henrik 1. Filip overtog tronen efter faderen, men var under formynderstyre indtil 1067. De samtidige krønikers meget negative omtale af ham er stærkt overdrevne. Med dygtighed udvidede han det beskedne kongelige domæne nord og syd for Paris og lagde grunden til sønnen Ludvig 6. den Tykkes stærke magtstilling. Filip førte mange krige mod de magtfulde og selvrådende vasaller, især Normandiets hertug, Vilhelm Erobreren. Hans forhold til den gifte Bertrada udløste fra 1095 flere pavelige bandlysninger og gav et dårligt forhold til de franske bisper.